»Fra Parken lyder det, at det sorte hul ikke vil få nogle konsekvenser for kompagniets fodboldhold. Det er svært at tro på.«

Det har været en weekend med dommedagsklokker i SAS Ligaen.

Fra øst til vest har de kimet i både top og bund. På banen. Og ikke mindst uden for græsset.

Den mest opsigtsvækkende lussing blev tildelt FC København, der på tærsklen til weekenden åbenbarede et underskud af groteske dimensioner. Fra Parken lyder det, at det sorte hul ikke vil få nogle konsekvenser for kompagniets fodboldhold. Det er svært at tro på.

FCK's opsigtsvækkende underskud får i hvert fald Ståle Solbakkens annoncerede afgang til at lugte lidt af fisk. Den dansk/norske studehandel kan være cheftrænerens stille overgivelse til de økonomiske realiteter. Der er ikke penge til at indfri de store ambitioner, og dermed vil Solbakken gerne videre i karrieren. Det er slet ikke utænkeligt, at nordmanden havde lugtet lunten på forhånd og derfor i god tid kunne planlægge sin exit-strategi. Tankespind, måske. Men et luftkastel der ikke kan afvises.

De samme overvejelser gør dig gældende omkring Jesper Grønkjærs situation. FCK-fløjen der i sin første tid som hjemvendt legionær satte SAS Ligaen i flammer, er noget ukarakteristisk begyndt at sætte spørgsmålstegn ved sin egen fremtid. Nye toner fra den tryghedssøgende FCK-10'er. Sammenhængen til klubbens store underskud spøger også her.

Også Don Ø har meldt sin afgang. Godt nok med en bagkant på fire år. Men alligevel.

Flemming Østergaards retræte kan vise sig at blive den dyreste for klubben i afledt værdi. På trods af at han har et stort ansvar for de aktuelle røde regnskaber, og dermed kan være en dyr herre for aktionærerne. Det ændrer dog ikke på, at formanden ikke uden videre lader sig erstatte. Flemming Østergaards funktion i FC København rækker langt ud over administratorens.

Don Ø har med store armbevægelser og indædt ambition været drivkraften bag FCK og selve hovedarkitekten bag klubbens selvforståelse. FC København har vokset sig stor i patriarkens billede (på godt og ondt), og derfor vil det efterlade klubben med et åbent sår, når navlestrengen i løbet af de næste fire år vil blive kappet over.

Bevares, FCK kan sagtens finde en kompetent afløser, der såmænd kan være en både dygtigere forretningsmand og leder end Flemming Østergaard. Aktuelt er der jo masser af beviser på, at hans måde at styre butikken på lader en del tilbage at ønske. Senest med Lønmodtagernes Dyrtidsfonds ønske om at han forlader den daglige drift inde på Øster Allé.

Og det kan da sagtens være det mest saliggørende for Parkens økonomi. Omvendt vil det have den stik modsatte effekt på FC Københavns ydre appeal og ikke mindst indre selvforståelse. Spørgsmålet er så, hvad der er mest værd omregnet i kroner og ører?

For en måned siden kunne man ikke forestille sig et FC København uden hverken Ståle Solbakken eller Don Ø. Nu er det et faktum, at de snart begge er væk. Afløserne er svære at få øje på. Og det svækker klubben, der i høj grad lever af sit højt profilerede persongalleri på begge sider af kridtstregerne. FCK er ikke en klub for hverken halve løsninger eller det næstbedste personale. Nu kan omstændighederne tvinge FCK i lige præcis den retning.

Det kan måske redde forretningen. Men det risikerer at amputere fodbolden.

Sig hvad du mener!