Leder: Købeklubbernes store sejr

Hvis du er milliardær eller oliestat med lyst til at købe en storklub i Europa og smide mange hundrede millioner kroner efter nye stjernespillere, har det været en fantastisk uge. Mens de kræfter, der gerne vil have fanindflydelse og sund drift af fodboldklubber enten har grædt sig i søvn eller bør gøre det.
 

I 1995 revolutionerede Bosman-dommen europæisk topfodbold. Spillerne fik lov at skifte kvit og frit, når deres kontrakter udløb. Det lyder en selvfølge i dag, men dengang kunne klubberne ved at betale en procentdel af spillerens hidtidige løn holde fast i transferrettighederne, selvom kontrakten var udløbet.
 

Nu har drivkraften bag Bosman-dommen, advokaten Jean-Louis Dupont, igen været på spil.
 

I sidste uge gav EU-domstolen Dupont, en spilleragent og fanklubberne fra Manchester City og Paris Saint-Germain (!) midlertidigt medhold i, at UEFA ikke måtte indføre fase 2 i Financial Fair Play (FFP)-reglerne, hvilket ville have skåret den tilladte grænse for underskud i klubberne fra 45 til 30 millioner euro om året.

Det signal presser UEFA voldsomt i håndhævelsen af FFP.
 

Så voldsomt, at forbundet i denne uge åbnede for, at  klubber med nye, rige ejere i en periode må give markant større underskud end grænsen på 45 millioner euro, så længe de nye ejere har gode intentioner om og planer for at leve op til FFP-reglerne i fremtiden.
 

Det lyder som noget, juristerne har været inde over, og i praksis betyder det, at eksempelvis thailandske Bee Taechaubol, der er ved at købe sig ind i AC Milan, må bruge nærmest lige så mange penge på spillerkøb, han vil, så længe han afleverer et stykke papir med en plan, hvor klubben om nogle år får balance mellem indtægter og udgifter.
 

Storklubberne i Europa kan med en vis ret argumentere, at FFP var med til at bevare status quo og hindre klubber i mellemlaget, som Manchester City var det i 2008 og Chelsea i 2003, i at investere sig op i en europæisk fodboldelite, du umuligt kan spille dig til uden nye, hamrende dyre spillere.
 

Men ugens UEFA-beslutning er en sejr for forretningsmænd som Bee Taechaubol og investeringsgrupper. Grupper, der med åbenlys opbakning fra nationalstater – jeg kigger på jer, Manchester City, Paris Saint-Germain og til dels Real Madrid og FC Barcelona, for I nyder allerede godt af deres penge – vil bruge milliarder for at købe sig ind i eliten.

De penge skævvrider konkurrencen enormt for klubber, der ikke er så heldig at have en ”sugardaddy”, der hver sommer sender en check på tre milliarder kroner til sportsdirektøren.
 

Forvent at se lande med et usundt forhold til demokrati og menneskerettigheder som Aserbajdsjan, Usbekistan og Kasakhstan købe sig ind i topklubber, muligvis sammen med yderligere investeringer fra Golfstaterne. Det bliver ikke kønt, og for dem uden en rigmand i ryggen handler det om at være ekstra kreativ, hvis man vil mere end være en perron for dygtige spillere på vej mod Champions League-topklubberne.
 

De danske klubber tog i aftes hul på kvalifikationen til gruppespillet i Europa League, 14 dage tidligere end vi plejer. Det er konsekvensen af Danmarks rutsjetur på UEFA’s rangliste, og ugens dom må igen give stof til eftertanke blandt de største Superliga-klubber. Skal de talentudvikle eller købe sig vej til toppen? Selvom de siger det modsatte, ligner indkøbene den vej, man indtil videre har valgt. Vi må håbe for deres skyld, at de rammer rigtigt på et transfermarked, hvor priserne med UEFA’s afgørelse og regnen af tv-penge i Premier League sandsynligvis vil få endnu et nøk opad.