Hyldest til holdet - større end stjernerne

Fodbold er en holdsport. Det er der vist ingen, der bestrider. Men ofte - og måske især i disse år - ser vi også, at holdet også bliver meget afhængig af store stjerner for at få succes. Senest måske eksemplificeret af, hvordan Ronaldo egenhændigt hjalp sin klub videre i Champions League, da han scorede hattrick i returkampen mod VfL Wolfsburg. Og omvendt, hvordan Barcelona er faldet i niveau i takt med Messi og Neymar’s gådefulde formdyk. 



 

Og netop Ronaldo og Messi symboliserer måske bedre end nogen anden moderne spiller, hvordan fodbold også handler om de største stjerner, vi nogensinde har oplevet i sportens verden. Derfor er mange børn i vore dage i lige så høj grad fans af spillere - for det meste Ronaldo eller Messi - end de er tilhængere af hold. Og de drenge og piger udsættes derfor for alt lige fra undertøj til shampoo med Messis autograf eller Ronaldos kontrafej. Dermed eksponeres de for et individuelt menneske - en stjerne - snarere end et hold. Til trods for, at fodbold er og bliver en holdsport.

 

Men den seneste uges tid i fodboldens verden har vist, at det heldigvis stadig er holdet det gælder, når det spidser til. At holdet er det vigtigste og, at de hold, der står sammen og arbejder hårdt for hinanden, klubben og byen også er (for det meste) dem, der står sejrrigt tilbage. For der har på det seneste været en række kampe, der har været som myrra og manna for os, der hylder holdet og det som de på fjernsyn kalder ’team-spirit’.

 

Det startede i onsdags i Aalborg med AGF’s sejr over de AaB i den første af to kampe i semifinalen i Pokalturneringen. Nu er jeg ikke helt objektiv, når det kommer til gymnastikforeningen - så langt fra. Men det var de færreste, der ikke kunne se, at den kamp vandt århusianerne fordi de arbejdede hårdere end AaB, at de stod tæt sammen og var mere organiseret, mere tændt end nordjyderne. Ja, de var et bedre hold - mere hold end AaB var. Derfor vandt AGF såre fortjent over et hold, der ellers burde være bedre end AGF. For AaB har - både i tabellen og på papiret - et bedre spillende hold end AGF - i hvert fald i dette forår. Men det nytter nul og niks, når sammenholdet er forsvundet samme vej som spritfabrikkerne og modstanderne kommer med ild i øjnene og sammenhold i hjertet. Så kan selv de mest talentfulde nordjyske boldflyttere ikke stille noget op. Så vinder det hold, der spiller mest som… et hold.

 

Senere den onsdag fik vi så at se, hvad der sker, når en gruppe individualister og superstjerner uden tænding og motivation kom op i mod et af de mest hårdt-arbejdende hold i Europa. For Champions League kampen mellem Atletico Madrid og Barcelona var et studie i, hvad sammenhold, dedikation og store hjerter kan gøre, når modstanderne ellers på papiret har et langt bedre hold og et angreb med tre superstjerner, der hver især kan flytte økonomier på størrelse med Moldovas BNP. Men det var de ligeglade med på Calderón, hvor de 11 Atletico-spillere vandt endnu flere hjerter og slog et rystet Barcelona hold langt ud af turneringen.

 

Torsdag var vi så vidne til et af de mere spektakulære comebacks, da Liverpool slog Dortmund ud af Europa League. Måske ikke så overraskende, når man tænker på, hvad Liverpool tidligere har formået at kravle sig ud af. Men den 2. halvleg på Anfield var endnu et smukt vidnesbyrd om, hvad et fodboldhold er i stand til, når det står sammen og spiller for en fælles sag. I en uge med mange flotte holdpræstationer var Liverpools bedrift med afstand den største. I en tid, hvor fodbolden ofte er glimmer, penge, korruption og dårlige forbilleder var kampen i Liverpool en velkommen påmindelse om alt der er ægte i fodbolden.

 

Så uge 15 var en god uge for os, der hylder holdpræstationer. Men glæden er jo heldigvis ikke isoleret til en enkelt uge. Når man kigger ud over sine egne personlige præferencer i Superligaen, så må man lette på hatten for SønderjyskE´s præstationer i denne sæson. Senest med en flot sejr i Aalborg. Selv i Haderslev bliver de nok ikke fornærmet, hvis man mener, at det ikke er de store superstjerner de præger truppen hos de lyseblå. Her er det i stedet holdet, der er stjernen og via et godt sammenhold og et stærkt engagement er SønderjyskE kommet længere end nogen overhovedet kunne forudse i sommerferien sidste år. Og det er de kun - hvor banalt det end lyder - fordi de står sammen som et hold. 

 

Og i England er Leicester City i gang med årets største præstation som et hold. Her kan man virkelig tale om et hold uden superstjerner, der gennem det meste af en sæson har overstrålet hold med langt større stjerner i truppen. Som kommentator Peter Brüchmann forleden noterede sig i en klumme på TV2.dk, så har Leicester formået at stille med den samme start-11’er i næsten hver eneste kamp, de har spillet. Og her hvor der er få kampe tilbage før den måske største overraskelse i europæisk fodbold siden Danmark blev Europamester i 1992 er en realitet. (De skal nok vinde det mesterskab), så høster holdet nu frugterne af den stabilitet og den holdånd, der vokser ud af sådan en statistik. Det er meget imponerende. 

 

Som træner Claudio Ranieri har sagt: “Vi er 11 spillere, når vi går på banen. Og i hele min karriere har jeg aldrig oplevet et hold, der er så gode til at være sammen som dette hold”.

Og når nogen er gode til at være et hold, så vinder man også. Og når et hold vinder, så vinder fodbolden og alle os andre.