Duncan - En af vores egne

For 10 år siden var det - som i år - også i en periode bidende koldt i januar måned. Så koldt, at Storebæltsbroen måtte lukkes, da isklumper på et tidspunkt faldt ned fra broens store wirer og gjorde det livsfarligt at krydse Storebælt. Mange i Aarhus håbede måske, at broen ville være lukket længe, så man kunne undgå, at en AGF’s spillere tog turen til Sjælland. Men da broen åbnede igen i rejste Morten ”Duncan” Rasmussen til Brøndby. Drengen fra Tilst var ikke længere i AGF. For angiveligt 14 millioner kroner købte Brøndby den talentfulde angriber, der allerede som 20-årige havde slået sig fast som en driftsikker målscorer i superligaen, som der ikke bare var interesse for fra Brøndby. Også Borussia Mönchengladbach fra Tyskland havde vist interesse for Duncan. 

 

Desværre for Aarhus endte Duncan som i bekendt i Brøndby, og det var en stor sorg og et endnu større slag i den århusianske selvforståelse, at vores største talent rejste til de største rivaler. Men tiden har vist, at vi nok skal være glade for, at Brøndby den gang havde den slags penge, som Duncan kostede. For var der på daværende tidspunkt ikke kommet de 14 mio. kr. i kassen - der den gang i 2006 var den største handel imellem to danske klubber - så havde det store ekko nede i kassen ikke forstummet og klubben var måske løbet tør for midler. 



 

Daværende direktør i AGF Lars Windfeld pressede da også gevaldigt på - også direkte overfor Duncan selv - for, at han skulle sige ja til Brøndbys tilbud, så klubben kunne sælge deres angriber. For i modsætning til sportschef, Brian Steen Nielsen, der ikke ville sælge Morten ”Duncan” Rasmussen, stod Windfeld med ansvaret overfor aktionærerne, og han kunne godt se, hvor det bar hen, hvis ikke der kom penge i kassen. 

 

Samtidig fik Lars Windfeld nærmest daglige telefonopkald fra Marbella i Spanien, hvor storaktionær og klubejer Kurt Andersen var ivrig for at høre om hans investering i et playersponsorat af Duncan nu også kom hjem igen. Ja, faktisk var storaktionæren Kurt Andersen så opsat på at få sin investering hjem, at han og Lars Windfeld kørte daværende sportschef Brian Steen Nielsen ud på et sidespor og klubejeren selv forhandlede salget på plads med Brøndby. Hvilket var lige så pinligt, som det var uhørt. 

 

Så sagen var klar som en af de mange kolde frostklare snevejrsdage, der var i 2006. Brøndby eller ej - Morten Duncan Rasmussen skulle - efter 33 mål i 107 kampe for AGF - sælges. Så måtte byen og tilhængerne leve med, at det var rivalerne fra den københavnske vestegn, der tog guldfuglen og puttede ham i den gule farve, man har så svært ved i Aarhus. Det var straks sværere at leve med, at AGF et halvt år efter salget af Duncan for første gang rykkede ud af Superligaen. Nogen af os tænker stadig på om 10 mål fra den unge mand fra Tilst havde ændret på det - nok ikke...

 

10 år senere har byen for længst tilgivet Morten ”Duncan” Rasmussen, der nu er vendt hjem til Aarhus. Tilhængerne ved godt, at han den gang kun gjorde, hvad der var bedst for klubben og for hans egen karriere. Alt er glemt. En fortabt søn er endelig vendt hjem til den klub han selv er vokset op med og i. 
Meget symbolsk næsten samtidig med, at den kolde januar nu er blevet afløst af noget lunere temperaturer. Og Morten ”Duncan Rasmussen” er vel og mærke ikke vendt hjem som 36-årig til en enkelt sæson på retræte og den sidste lønseddel. Nej, han er 30 år (bliver 31 år den 31. januar), stadig skarp, i langt bedre form end sidst han var i Aarhus og med et målsnit mange klubber ville gå langt for at komme i nærheden af. Det er med andre ord en god gammeldags driftsikker angriber, der nu er kommet tilbage til byen. 

 

Men for Aarhus er det så meget mere. Det er en af vores egne, der er tilbage i klubben. En af de drenge, der er vokset op ude i forstæderne, for som 11,12,13 årig at komme til AGF for at prøve talentet af. En af dem, som der er hundredvis af hver eneste år og hvor kun ganske få når til førsteholdet i Superligaen. Morten ”Duncan” er nemlig AGF’er - han er vokset op i klubben og han er barn af byen. Ja, han har sågar været bolddreng på stadion. 

Den slags betyder meget i Aarhus, hvor vi ikke har noget i mod kroatere, svenskere og spaniere - så længe holdet vinder. Men vi vil helst også gerne se nogen lokale drenge på holdet. Nogen vi kan identificere os med. 

 

Sådan en er Morten ”Duncan” Rasmussen og den vinkel i indkøbet kan ikke overvurderes. Derfor er det også et godt indkøb af Jens Andersson. Også selv om sportschefen angiveligt måtte slippe halvanden million nu for at få Duncan med det samme. Det kan synes af meget for en spiller, der alligevel kommer om et halvt år. Men i den proces, som AGF er i gang med, er sådan en tilgang af en spiller, der ikke bare er en stor profil og landsholdspiller, men også har rødder i klubben, uvurderlig. Og midt i indkøbene af alle 'u’lændingene' viser det, at Jens Andersson og resten af klubbens ledelse er prisværdig bevidste om værdien af lokale spillere. 

 

Det blev også understreget af den forlængelsen af Jens Jønsson og kontrakten med Jens Stage, som blev offentliggjort samtidig med indkøbet af Duncan. De to Jens'er er også vokset op i Aarhus og har klubben inde under huden. Som tilhænger er det dejligt at se, at man tør satse på lokale talenter som Jens Stage og at det er lykkes at overtale Jønsson til at tage endnu en sæson - om det så bliver på midtbanen er en helt anden historie. Men sammen med Duncan udgør de tre et lokalt trekløver, der lyser op i en trup med mange forskellige nationaliteter og baggrunde. 

 

Men efterhånden også en trup, som man kan konstatere har en god gruppe af såkaldte kulturbærer og klubmænd, som vi tilhængere og vores sønner kan identificeres os med, når vi går på stadion. For vi kan supplere det aktuelle trekløver med Steffen Rasmussen og faktisk også med Stephan Petersen, der efterhånden har været i klubben i seks år og som for mange er blevet en integreret del af klubben og byen. Derfor er det også noget urovækkende, at AGF tilsyneladende tøver med at forlænge med den hurtigløbende tvillingefar. Det er bare med at få lavet et nyt papir hurtigere end Petersen kan tilbagelægge 60 meter uden bold. 

 

Men alt i alt har AGF nu en trup med gode århusianske og danske spillere suppleret med dygtige og talentfulde udlændinge. Og nu altså også med Duncan. Den fortabte søn, der er vendt hjem. 
Og ikke bare er han kommet hjem. Han er også kommet hjem til en klub, der synes i en meget stærkere og solid forfatning end den han forlod den gang i den kolde vinter i 2006.