AGF - et forsvar for processen

At holde med AGF i det her forår har været lidt som at være på Roskilde Festival, hvor pokalturneringen har været de lyse rock-fyldte nætter under den klare sommerhimmel med kærlige piger og kolde øl, mens Superligaen har været opvågningen i et glohedt telt med tømmermænd på størrelse med omsætningen i en mellemstor Premier League klub.

Pokalturneringen har budt på lutter sejre på udebane (og en vigtig uafgjort på hjemmebane), mens alle kender tilstanden i Superligaen, der haft et lige så slingrende kvalitetsniveau som musikken kan have på førnævnte festival. At så spillet i ligaen til tider rent faktisk har været godt og, at AGF ”kun” har tabt fire kampe siden den 1. februar er kun trøstespise for os, der - som Thomas Helmig synger - lukker vores øjne i Aarhus. For når vi så vågner - måske med de der tømmermænd - så har AGF stadig ikke vundet i Superligaen.

Rystede spillere
Senest var vi vidne til den måske mest pauvre indsats i dette forår i hjemmekampen mod Viborg, der efterlod både spillere og trænerstab rystede og bekymret. Denne signatur talte med både assistenttræner Lars Friis og Kim Aabech umiddelbart efter kampen og da jeg - i et måske lidt akavet forsøg på at iføre mig en ja-hat og med tanke på en hæderlig sidste halve time med et mål - spurgte om der overhovedet var noget positivt at tage med fra kampen frem mod pokalfinalen, gik der fem lange sekunder i tavshed før Lars Friis fik mumlet et ”nej”, mens Kim Aabech ikke sagde andet end ”pis”, mens han stirrede ud på et stadion, der var lige som tomt som hans øjne. Så var det en ringe trøst, at en af de trofaste frivillige, der er kommet på Århus Stadion i en menneskealder år mente, at det var skønt, at Aabech for anden gang i træk startede inde. For ham kunne hun nu godt lide.

Det er med andre ord ved at være et problem for trup og trænerstab, at sejren i ligaen udebliver, og selv om vi i omgivelserne glæder os så meget over pokalfinalen, at vi nok lever med et nederlag til Viborg også, så er alvoren for længst gået op for de udøvende og ledende skikkelser i AGF. 


Useriøs kritik
Før kampen mod Viborg havde der ikke været mange kritiske røster mod Glen Riddersholm og de manglende sejre, men den fredag aften kom de første spørgsmålstegn på de sociale- og gammeldags medier. Både fans og neutrale iagttagere sammenlignede stimen med den gang Ove Pedersen ikke vandt i 11 kampe i streg eller da Jesper Fredberg så frygteligt bare tabte og tabte i det lidelsesfulde forår i 2014. Og de underliggende spørgsmål var tydelige; ”Hvor længe kan AGF leve uden sejre i ligaen?” og ”Glen Riddersholm er da en dårligere træner end forgængeren Morten Wieghorst” - underforstået; Er Glen Riddersholms job mon allerede i fare?

Hvis vi et øjeblik ser bort fra det paradoksale i, at dem der rejser de kritiske flag også vil være de selvsamme personer, som vil råbe ”Galehus!” i det sekund, at Glen Riddersholm skulle miste sit job, så er det også - med al respekt - himmelråbende useriøst, hvis nogen mener, at løsningen på de manglende sejre i Superligaen er endnu en trænerfyring. For det må jo være den konsekvens, der efterspørges, når der sættes spørgsmålstegn ved en træner.

Men det er mangel på forståelse og respekt for den udvikling og - ja, jeg siger gerne ordet - proces, som AGF er inde i, der kun kan udvikle sig med stor tålmodighed og et fokus på det lange seje træk. Ja, rent faktisk er det slet ikke emne, der skulle være grund nok til, at jeg sidder her lørdag og skriver en klumme, når min hustru ellers mener jeg burde slå græs. Men nuvel - jeg er hoppet på limpinden - nogen skal jo sige noget før vanviddet helt løber af med fodbolddanmark.

Wieghorst er ikke Riddersholm
For det første var fyringen af Morten Wieghorst ikke (kun) en fyring baseret på resultater eller mangel på samme. Det var i lige så høj grad et udslag af, at han ikke var ledelsens opfindelse, at han ikke formåede at nå ind til truppen og, at han - med sin lidt introverte stil - ikke gik særligt godt i spænd med byen og med omgivelserne.

For det andet viste efteråret 2015, at hans spillestil havde slået fallit, og det var et større mirakel end, hvis AGF skulle vinde i Parken på Kristelig Himmelfartsdag, at der ikke var nogen tilskuere på Ceres Park, der kedede sig til døde under nogen af kampene. Wieghorst formåede ikke, at implementere den stil som tilhængerne i Aarhus helst vil se på banen, og som bedst er udmøntet i klubbens slogan; ”Ingen må søge sit eget. Spredte skal vi styrte, men samlede skal vi stige”. Altså sammenhold, fight og en spruttende holdånd først - så kan vi spille fodbold bagefter. Wieghorst ville helst bare spille fodbold med mange berøringer som i FC Nordsjælland eller mere sydlige steder. Det gider man ikke i Aarhus, hvor hårdt arbejde, en god lang bold og en hård tackling er manna for sjælen. 

Kort sagt; det fungerede bare ikke under Morten Wieghorst og det tog ledelsen rettelig konsekvensen af. Alt andet havde været pligtforsømmelse.

I en lang arbejdsproces
Men hvor Wieghorst og Riddersholm er lige så forskellige personer som de to fodboldhold, der mødes i Parken til finalen på torsdag, så er situationen fra Wieghorst og så til Riddersholm anno foråret 2016 også meget anderledes. For - og her kommer ordet igen - AGF er i en ny proces, og selv om det ord både er fortærsket og slidt, når man taler fodbold - så er det ikke desto mindre virkeligheden.

Man er i en lang arbejdsproces, hvor man skal forvandle sig fra et latterliggjort elevatorhold til det man rettelig er; en storklub, der altid skal være i Superligaens fremtidige slutspil - altså i top seks. Den proces har varet siden sommeren 2014, men fordi den blev ”forstyrret” af et forkert trænervalg i skikkelse af Morten Wieghorst - har både processen og klubben fået nogen ridser i lakken undervejs, der har skabt et indtryk i offentligheden af en fejlslagen proces.

Men efter ansættelsen af en ny trænerstab er der intet forstyrret eller uroligt over processen, og der er ingen - hverken på kontoret i AGF eller blandt tilhængerne - der ryster på hånden allerede nu.

Betyder det så, at der ikke er kritiske røster på lægterne og i debatten på de sociale medier eller hvor fansene nu færdes og diskuterer fodbold? Naturligvis. Godt nok er vi århusianere ikke de hurtigste kanter på en fodboldbane, men vi er ikke dumme. Selvfølgelig er der frustration, kritik og jammer - og en udvikling i en ambitiøs fodboldklub fungerer kun, hvis man også vinder en gang i mellem. Men overordnet opleveder jeg en umådelig stor opbakning og tro på, at Glen Riddersholm er den rette træner til at føre AGF godt igennem den helt nødvendige proces klubben kun lige er startet på.  

Bag om resultaterne
Lad os også se lidt nøjere på spillet og resultaterne - for går vi dybere end et øjebliksbillede af en hjemmekamp mod Viborg og Randers, så er der håb at hente. Først og fremmest er det af umådelig betydning, at AGF nu står i den føsrte pokalfinale i 20 år. Det er klubbens figenblad i denne sæson og vinder AGF finalen, så kan klubben stille med U/15 holdet i resten af Superligaen og alle ville alligevel være glade. (Nu er AGF’s U/15 hold faktisk ret godt - men det er en anden historie). 



Men det er ikke kun finalepladsen i pokalturneringen, der burde give eventuelle kritikere mere eftertanke og som kan skabe trøst i tilhængernes hjerter. For frem til finalen har AGF vundet flotte og meriterende udebanesejre, og generelt spillet med det hjerte og den indstilling, man så gerne vil se i Aarhus. Glen Riddersholm har nemlig - i modsætning til sin forgænger – forstået, at det handler om at skabe håb på lægterne. Håb om en scoring, håb om en god aktion. Håb om noget godt. Og det håb skabes bedst med direkte spil, fight, hårdt duel-spil og indlæg - mange indlæg - både fra baglinjen og tidligere. Derfor har han vundet manges hjerter og derfor har han så lang snor, at de eventuelle kritiske røster, der måtte komme nu med baggrund i Superligaens resultater, drukner i opmuntrende tilråb.

Og ser vi på Superligaen er der (trods alt) også stadig grund til optimisme. Tag nu den første kamp mod OB, hvor AGF spillede en 1. halvleg, som vi måske ikke har set siden Erik Rasmussens dage i 2009. Eller hjemme mod FCK, hvor vi fightede en uafgjort hjem i en kamp som med garanti var blevet tabt under Morten Wieghorst. Eller de 2-2 ude mod AaB, hvor AGF kom tilbage med en sejrsvilje, vi også skal mange år tilbage for at opleve. Så selv om sejren er udeblevet og spillet til tider har været elendigt, så er der også håb at hente i Superligaen.

Eksponent for ny tid
Og selv med de dårlige resultater i Superligaen, har Glen Riddersholm allerede opnået en så stor stjerne i byen, at kreditten så rigeligt rækker til en pauver Superliga-sæson. Han gør en dyd ud af at være åben og imødekommende. Han taler gerne med alle i og omkring klubben, og selv det mindste barn og den mest berusede fan får gerne et håndtryk og et billede. Med sin stil og væremåde står Riddersholm derfor for meget af det som AGF gerne vil være kendt for, og som på mange måder er et opgør med 70’erne og 80’ernes lukkethed og Aarhus-snobberi. Nemlig en stor åbenhed, glæde og et engagement i sin by og i sine omgivelser. Også på den måde passer Glen Riddersholm langt bedre ind i det nye AGF end Morten Wieghorst, der måske på mange måder passer bedre til en klub, der ikke behøver at gøre op med sin fortids storhedsvandvid og snobberi, som AGF gør i disse år, hvor byen og klubben har genfundet hinanden på smuk og fin måde. Den positive ånd og åbenhed er Glen Riddersholm og hans assistent Lars Friis i høj grad eksponenter for. Og det kommer til at bære dem langt.

Finalen gør det
Og skulle der stadig være nogen tilbage, som i et delirium allerede nu måtte mene, at Glen Riddersholm og AGF var en fejl, så er det blot at smide trumfkortet og råbe; ”POKALFINALEN!”. For selv om der - trods den dårlige stime i Superligaen - altså er meget godt at sige om Glen Riddersholm i AGF, så er finalepladsen naturligvis det, der virkelig redder sæsonen og som gør, at processen kan fortsætte nogenlunde uforstyrret. Og skulle det vise sig, at AGF ligefrem går hen og vinder Kristelig Himmelfartsdag i Parken, så vil Glen Riddersholm ikke blot sidde som støbt ned i sit trænersæde. Han vil blive skåret ind i den århusianske fodboldhistorie og båret på guldstol op af Park Allé. Og når han - sammen med spillerne bliver modtaget på byens rådhus - så vil der ikke være nogen, som spagfærdigt vil spørge ”Jamen, I tabte jo hjemme til Viborg og Randers i Superligaen?”