Fodbold lader os være helte

- fortælleren i Fight Club

 

Jeg modtager bolden midt på modstandernes halvdel. Tager et enkelt træk og sender med et klokkerent vristspark kuglen af sted mod mål. Select-bolden slår en lige linje, inden den med et let knæk i sidste øjeblik som et målsøgende missil borer sig ind i netmaskerne i øverste målhjørne. En følelse af spontan lykke skyller ind over mig. Calcio Superiore slår topholdet YU-98 med 8-1 i DAI’s mesterrække for syvmandshold, og livet er perfekt.

 

David Bowie sang, at vi kunne være helte bare for en dag. Mindre kan også gøre det. At spille syvmandsfodbold på Kløvermarken giver en flok familiefædre i midten af 30’erne mulighed for at være det i 60 minutter en gang om ugen.

 

Da vi var 10 år gamle, drømte vi om at blive helte. Fodboldspillere, astronauter, rockstjerner, skuespillere eller krigere. Men ikke mellemledere. Og det at blive en ansvarlig familiefar var heller ikke øverst på ønskelisten hos særlig mange af os dengang.

 

Nu er vi i midten af 30’erne. Omklædningsrummet er fuldt af topmaver og mellemledere, flanører og familiefædre. Landsholdsdrømmene er forsvundet (hos de fleste). Men ude på banen er vi på samme tid legende 10-årige børn og frygtløse krigere, der vil sparke, rive, råbe og slå for at besejre modstanderen. Det er komplet irrationelt, og det er noget af det mest meningsfulde, der findes.

 

For uanset de tilfredsstillelser, kærlighed og karriere kan give, så findes der ikke noget mere glorværdigt i en mands liv, end når han kan fejre en sejr sammen med sine venner.

 

Det er ikke for at sige, at fodbold er vigtigere end alt andet i livet, som det berømte Bill Shankly-citat siger. Størst af alt er kærligheden, og når ens datter smiler til en, eller man kigger sin livsmakker lykkeligt i øjnene i en romantisk stund, så bliver det ikke større. Og man kan bestemt få et kick ud af at være en ansvarlig familiefar og sørge for, at køleskabet er fyldt og vasketøjet lagt sammen og den slags. Men der findes en anden slags tilfredsstillelse, som kun fodbold kan give.

 

Den handler om at være en del af et stamme-agtigt fællesskab. Det handler ikke om at være fornuftig, det handler om at vinde. Og den dynamik er lige stærk, om det handler om at nyde fodbold som fan eller spiller. Det ultimative bevis på fodboldens kraft er, at det kan give en lyst til at spontan-kramme sine kvabsede og svedige venner.

 

I rationel forstand er det umuligt at finde mening i det. Hvordan skal man forklare, at det kan påvirke ens humør i dagevis, om man vandt over et andet hold af familiefædre ude på Kløvermarken, eller om et eller andet engelsk hold har vundet eller tabt en kamp?

 

Netop derfor er fodbold vigtigt. I en verden af medarbejderudviklingssamtaler, budgetkonti og barns første sygedag udgør det en helt afgørende ventil i den moderne tilværelse. Ligesom poesi og musik giver det mening, fordi der ikke er nogen umiddelbar nytteværdi i det. Det giver mening, fordi det ikke giver mening.

 

Så når Liverpool FC slår Borussia Dortmund torsdag aften, og Calcio Superiore følger op med at banke opkomlingene fra BK Kaw i DAI’s mesterrække mandag ved fyraftenstid, så vil jeg kramme mine kammerater, som om der ikke fandtes andet i livet. Og jeg vil i et kort øjeblik være lykkelig.