Fra marken til Parken: Vi skal værne om vores stedbarn

”Landspokalen – et stedbarn i dansk fodbold”

Sådan lød overskriften i Tipsbladet tilbage i 1977, hvor fodboldavisen satte fokus på den manglende stemning omkring den danske pokalturnering. Det var dengang, hvor man hverken snakkede om brand eller hype, men tesen var alligevel klar: Den danske pokalturnering er ikke interessant nok.

Siden da er sangen blevet gentaget med jævne mellemrum, og op til hver eneste pokalfinale bliver det tematiseret, at der er noget i vejen med den danske pokalturnering: Kampene trækker ikke tilskuere nok, klubberne tager den ikke alvorligt ved at stille med reserver og der er ganske enkelt ikke nok spænding. Spilletidspunktet er også blevet kritieret, og der har været argumenteret for, at finalen skal spilles efter sæsonen som en slags sæsonfinale, så den ikke har indflydelse på afviklingen af Superligaen – og så den ikke ligger på Kristi Himmelfartsdag, hvilket blandt andet skaber problemer for FC Vestsjælland i årets finale, fordi mange af klubbens fans simpelt hen skal til konfirmation!

Nøgternt set må jeg erkende, at de ovenstående påstande nok er korrekte. Der er sjældent hype om de danske pokalkampe, og finalen i morgen trækker næppe udsolgt i nationalarenaen. Der er ofte diskuteret vidt og bredt, hvad der kan gøres for at gøre pokalturneringen mere sexet, så det vil jeg ikke bruge tid på. Jeg vil i stedet fortæller om alt det, jeg synes er fedt ved pokalturneringen og finalen, der skal spilles i morgen.

Jeg har aldrig haft et problem med pokalturneringen. For mig er det et skønt krydderi i fodboldhverdagen, og da vi i Danmark har en fattig fodboldkultur med få traditioner, mener jeg, at det er på sin plads, at holde fast i de få, vi har. Pokalfinalen på Kristi Himmelfartsdag er en af dem.

Da jeg var yngre, holdt jeg altid Kristi Himmelfartsdag ledig i kalenderen, fordi pokalfinalen skulle spilles der – det betød så, at jeg aldrig kunne være med i det (næsten) lige så traditionsrige motionsløb Eventyrløbet i min barndomsby Odense. Pokalfinalen giver alt det, som fodbolden i virkeligheden lever af: Spænding, mulighed for en underdog til at slå favoritten (og komme i Europa), mulighed for de altid nervepirrende straffesparkskonkurrencer og en turnering, hvor det er sporten, der er i centrum.

Man kan i hvert fald ikke argumentere for, at pokalturneringen er for klubber, der jagter en økonomisk gevinst. Vinderen af pokalfinalen får kun 500.000 kroner udbetalt, så det er selvfølgelig den sportslige gevinst i form af æren og en gunstig plads i Europa League-kvalifikationen, der er guleroden.

Det er imidlertid ikke kun finalen, der er det interessante ved pokalturneringen. I denne sæson har jeg været til stede ved minimum én kamp i alle runder af pokalturneringen – pånær semifinalerne, hvor en familieforøgelse kom i vejen. Jeg var på plads på bane 25 i Valby for at se et Serie 3-hold mod et Danmarksseriehold. Det var et skønt drama med pauseunderholdning, et rødt kort og i alt ti mål. Jeg har også stået og frosset på en kunstgræsbane i Gentofte, hvor Odder vandt over HIK, mens damer i pels spiste blommer i madeira. I Greve så jeg FC Københavns fans skabe en imponerende stemning med romerlys, og jeg oplevede sensationen i Brønshøj, da OB blev slået ud og Troels Bech få dage blev fyret i efteråret. 

Pokalturneringen har altså fyldt meget i mit fodboldiv i denne sæson, og jeg har ikke fortrudt nogle af mine besøg. Man fortryder aldrig, at man tager til en fodboldkamp, og dette års pokalturnering har budt på masser af dramaer. Min påstand er - sat på spidsen - at det ikke er pokalturneringen, der er noget i vej. Det er måske bare fodbold-Danmark og publikummet, der er kræsen. Derfor kommer jeg også til at være på plads til pokalfinalen torsdag.

Jeg har været vidne til både FC Vestsjælland-sejre og FC København-gevinster på min og klubbens vej til finalen. I morgen mødes de to hold så, og det bliver et nyt kapitel i den evige fortælling om den traditionsrige turnering.

Kan den undertippede Slagelse-klub besejre det skadesplagede hovedstadshold? Hvem bliver pokalfighter og går i fodsporene på adskillige store spillere? Hvem skriver sig ind i historiebøgerne?

Det kan godt være, at den danske pokalturnering trods relanceringer og nye brandingsforsøg aldrig bliver lige så fantastisk som FA Cup’en og den tyske DFB Pokal, og hvad så? I Norge er pokalturneringen kæmpestor, når den spilles på den norske nationaldag. Den danske af slagsen lever også fint – det danske publikum skal bare opdage det.

Det er måske ikke så moderne, men det handler om at dyrke traditionerne og historien. Vi skal med andre ord værne om dansk fodbolds stedbarn.

Har man ikke prøvet at være til en pokalfinale, bør man give sig selv den oplevelse.

Kristi Himmelfartsdag i Parken er et godt sted at starte.