Fra marken til Parken: Små sensationer og Camilla Martin
Illustration
Generelle

Fra marken til Parken: Små sensationer og Camilla Martin

Anden del af rejsen rundt i pokalturneringen gik til Brønshøj, hvor vi oplevede en af den slags overraskelser, som pokalturneringen handler om.

Det er blevet tid til anden akt i min fodbold-oddysé rundt til interessante danske kampe i pokalturneringen, der helt tilbage i 1977 blev kaldt 'et stedbarn i dansk fodbold' af DBU's formand. 

Jeg elsker pokalbold, og onsdag aften viste turneringen sig fra sin mest charmerende side, da lille Brønshøj besejrede store OB i anden runde. Jeg var til stede på Tingbjerg Ground, og det hele emmede af en klassisk pokalaften, hvor den slidte kliche med Davids sejr over Goliath blev vagt til live igen. 

Det ér bare sjovt, når de små vinder over de store, og det var fedt at opleve Brønshøj-folkets engagement før, under og efter kampen. Inden opgøret kunne man mærke forventningens glæde ved at se frem mod en kamp, hvor hjemmeholdet kunne spille frit. Anderledes nervøst var fornemmelsen omkring OB-lejren, der havde meldt ud på forhånd, at de ville vinde pokalturneringen. Under kampen virkede Brønshøj-spillerne også klart mest tændte, og også på tribunerne var der bedst opbakning blandt de sort-og-gul-blusede hvepse. Og efter slutfløjt var det rart at se den ægte glæde og lykkelige følelse hos hjemmeholdet.

Der var simpelt hen overskud på både bane og tribune. Jeg selv stod i pølseboden, da Brønshøj scorede til 1-0, og kunne derfor høre et begejstret råb i menneskemængden: ”Kirsten! Jeg kommer ikke på arbejde i morgen – jeg skal ud at være fuld!”. Dét er fanvirkelighed, når det er bedst, og der var også en dejlig ærlighed over at se flere af Brønshøj-spillerne vaske deres egne støvler kort efter slutfløjt. Endelig var det også skønt at opleve, at flere af Brønshøj-spillerne i ren sejrskådhed fik taget selfies med Viasats stjernereporter Camilla Martin, som jo for år tilbage spillede sig ind i alles hjerter – mit eget inklusive – med sine mange sejre på badmintonbanen, og nu markerer sig som sportsjournalist. Det er ikke hver dag, at en verdensmester kommer til Brønshøj, og jeg mindedes da også selv, at jeg for en evighed siden fik hendes autograf i Nyborg Badmintonhal, da hun var 17 og jeg var otte år gammel. 

Som lydtapet til hele Brønshøj-seancen brølede legendariske ”You'll never walk alone” og bøvede ”Sikken fest, vi har haft nu i nat” ud af højtalerne efter slutfløjt, hvor lykkefølelsen dæmrede i hele klubben, der havde leveret en af de små sensationer, som pokalturneringen lever af. 

Alle husker Skagens sejr over Brøndby for en evighed siden samt SønderjyskE's 5-0-massakre af FC København, og i år er der altså blevet føjet et par nye overraskelser til listen i form af Brønshøjs sejr over OB og ikke mindst SC Egedals triumf mod FC Nordsjælland andetsteds onsdag aften.

Det er altid sjovt at opleve den slags – bare ikke for dem, der holder med det tabende hold. Derfor kunne man heller ikke lade være med at føle lidt sympati med den OB-fan, der slukøret forlod Tingbjerg Ground med en dyster mine og en spådom om en mulig fremtid i 1. division. 

”Vi ses næste år, Brønshøj!”

Jeg glæder mig allerede til næste runde af pokalturneringen, hvor en ny fodboldoplevelse skal suges ind. 

FAKTA: FRA MARKEN TIL PARKEN

1. runde: 
FC Randoms – AB Tårnby 0-10
19. august 2014
Valby Idrætspark, bane 25 

2. runde:
Brønshøj - OB 1-0
24. september 2014
Tingbjerg Ground