Den unge Superliga-bomber bør blive i kravlegården
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Generelle

Den unge Superliga-bomber bør blive i kravlegården

Det er stærkt af FC Nordsjælland at forlænge med Marcus Ingvartsen. Og det er også et stærkt signal, at man ikke regner med salg i januar.

Da den tidligere landsholdsangriber og nuværende Brøndby-assistenttræner Mark Strudal i radioprogrammet Fodbold FM for nogle uger siden blev spurgt, om Kasper Dolberg er det største angrebstalent i dansk fodbold, sagde han nej. For selvom Dolberg er blevet sammenlignet med både Marco van Basten og Dennis Bergkamp, mente Strudal, at dansk fodbolds største angrebshåb stadig er at finde i Superligaen. 

Han pegede i stedet på Marcus Ingvarsen. 

Den unge FC Nordsjælland-angriber har da også taget alle med storm i denne sæson, hvor det indtil videre er blevet til 12 mål i 19 kampe og en øjeblikkelig status som topscorer i landets bedste række. Det er fremragende - særligt når man tænker på, at han i store dele af sidste sæson sad ude med en slem skade. Ingvartsen har løftet en vanskelig opgave på et ungt FC Nordsjælland-hold, men han har taget ansvar som både målscorer og leder - i en alder af 20 år har han allerede båret anførerbindet i Superliga-regi. Men han har vist, at han har en stærk karakter og vilje til at gå forrest - og til at gøre, hvad der skal til. 

Det er ingen hemmelighed, at Marcus Ingvartsen træner mere end de fleste, og at han er enormt dedikeret og seriøs i sin tilgang til sporten.

- Nogle synes, at jeg lever som en robot, men det kan jeg godt lide, sagde han til Magasinet Alka Superliga tidligere på året. 

Det har givet pote. Lige nu er han Superligaens farligste angriber, og han tiltrækker sig interesse fra større klubber i udlandet. 

Alligevel har han valgt at forlænge sin kontrakt med FC Nordsjælland, hvilket også er prisværdigt. Det nemmeste ville være at tage imod et tilbud fra en af de interessede bejlere, men Ingvartsen har tydeligvis en plan om, at han først skal forlade klubben, når timingen er rigtig. 

Det bliver næppe til vinter. 

Sportschef Carsten V. Jensen har udtalt, at FC Nordsjælland ikke regner med nogen salg af profiler i vinterens transfervindue, og dermed tyder det på, at Marcus Ingvartsen også er i Superligaen i foråret. Det er et stærkt signal, og lad ham bare blive i Superligaen lidt endnu. 

Vi har ofte set unge Superliga-spillere tage udenlands for at komme retur et halvt eller et helt år senere med et skuffende ophold i bagaen. Lad bare Ingvartsen tage en sæson eller to mere i Superligaens kravlegård, inden han kommer ud i det barske og store udland.

Udover førnævnte Dolberg er det småt med danske fuldblodsangribere uden for Skandinavien med succes. Folk som Kenneth Zohore, Simon Makienok og Nicklas Bendtner kunne have været landsholdsangribere, hvis de havde succes på deres klubber, men de spiller knapt nok.

Det kan Marcus Ingvartsen få, hvis han træffer de rette karrierevalg.