Blog: Det kinesiske transfer perspektiv

 

For nogle udenlandske agenter og talentspejdere var det et stort wake-up-call. Jeg tror ikke, at jeg overdriver, når jeg siger, at jeg er blevet kontaktet af omkring 65-70 agenter, som (nu) ønsker at komme ind på det kinesiske marked, og jeg er blevet tilbudt mere end 500 spillere fra forskellige klubber, agenter og talentspejdere.

 

Dette vindue har heller ikke ligget stille, og ind er kommet store spillere som Demba Ba (Shanghai Shenhua), Paulinho (Guangzhou Evergrande) og senest Asamoah Gyan til min klub Shanghai SIPG F.C.

 

Så hvad er strategien bag, og hvor kommer de mange penge fra?

 

For at forstå kinesisk fodbold – bliver man nød til at forstå kinesisk kultur og samfundet generelt. Intet er overladt til tilfældighederne – alt er forbundet.

 

Det hele begyndte med at præsident Xi Jinping og partiet proklamerede, at fodbold nu skulle være den største sport i Kina, fra begyndelsen af 2015. Når man er født og opvokset i den vestlige verden, kan dette virke som en lille ting og ikke noget som vi egentlig ville mærke til i vores hverdagsliv, men i Kina er det fuldstændig omvendt.

 

I et land som Kina betyder det noget, for hvad partiet siger mellem linjerne er: 'Investér stort i fodbold, og vi vil hjælpe jeres virksomhed og gøre jeres liv meget lettere'.

 

For et give et eksempel var der gymnasier i hele landet, der - bogstavelig talt - smed alle basket- og fjerbolde ud den dag, udmeldingen nu kun tillod studerende at spille fodbold.

 

Mere end 20.000 fodboldbaner bliver lige nu bygget landet over, og 2,2 millioner kinesiske skolebørn spiller nu fodbold tre gange om ugen efter skole, på skolens område. Alt sammen arrangeret fra top politiske systemer.

 

Siden Jinpings udmelding har investeringen i professionel kinesisk fodbold da også været gigantisk. Ikke bare i Chinese Super League, men også i League 1 (Kinas næstbedste række), hvor specielt fire hold har spenderet mange euros i håb om at rykke op i næste sæson.

 

Hebei – nær Beijing – hentede den tidligere Atletico Madrid-træner Radomir Antic og har lovet ham en enorm bonus, hvis han kan føre dem op i Super League, og den samme mentalitet ser man også hos Beijing BG og Dalian Aerbin, hvor firmaer har taget kontrol over klubberne og har investeret enormt for at få succes og opmærksomhed.

 

Den mest interessante og besynderlige transfer skete i Tianjin i sidste måned. Den kinesiske landsholdsspiller Sun Ke spiller for Jiangsu Sainty i Chinese Super League, men skrev så  kontrakt med en gruppe sponsorer, der er forbundet til klubben Tianjin TEDA – ligeledes i Super League – som den dyreste transfer nogensinde - næsten 10 millioner euro.

 

Et meget højt beløb for en kinesisk spiller, og hvad der er endnu mere interessant, er, at Sun Ke kun havde fem måneder tilbage af sin kontrakt med Jiangsu og kunne faktisk have skrevet under på en forhåndsaftale med TEDA på en fri transfer.

 

Og historien fortsætter. Sponsorgruppen, der skrev med Sun Ke, kunne ikke blive enige med  Tianjin TEDA om en aftale, så i stedet besluttede sponsorgruppen at købe Tianjin Songjiang – en League One klub.

 

Så uden han vidste det, skrev Sun Ke faktisk under med en League One-klub som kinesisk landsholdsspiller.

 

Men historien slutter ikke her. Nu er Sun Ke tilbage hos Jiangsu, hvor han skal spille, indtil Tianjin Songjiang rykker op i Super League. Så Jiangsu har modtaget 10 millioner euro og har fået den spiller, de mistede, tilbage gratis, indtil at Tianjin rykker op, og lad os bare lave den konklusion, at det ikke sker i 2015, så vil Jiangsu have Sun Ke gratis indtil december 2016 – samtidig med at de beholder de 10 millioner euro.

 

Så hvad foregår der? Det handler faktisk ikke om pengene. Det handler om opmærksomhed fra samfundet, partiet og til at brande din virksomheds navn. Det er derfor, at en sponsorgruppe beslutter sig for at gøre Sun Ke til den dyreste spiller nogensinde – i stedet for at hente ham gratis et par måneder senere.

 

For at forstå logikken er det vigtigt at forklare, at klubstrukturen i kinesiske klubber ikke bygger på et budget, hvor indkomst og udgifter skal ende med sorte tal.

 

Ingen kinesisk klub har sorte tal i deres finanser, og de er også ligeglade, da fodbold er en massiv del af deres forretningsstrategi. Det sammenlignes med, hvis Maersk købte en dansk fodboldklub, og satte den op som et datterselskab for at promovere hovedfirmaet Maersk.

 

Så der er mange aspekter, hvor det kinesiske transfervindue har et meget anderledes perspektiv, sammenlignet med det europæiske marked, vi kender.