Superliga: Optur i København - nedtur i Hobro

Der er ikke noget som det grå guld.

Grå guld er, hvad jeg ynder at kalde Superliga-fodbold - med respekt, selvfølgelig - for den danske liga er hverken fantastisk i niveau eller i stemning på lægterne, på nær nogle enkelte stadions og kampe. Men der er alligevel noget smukt over Superligaen. Udviklingsligaen. Over den lunkne leverpostejsfodbold, der til tider kan være dræbende kedelig og på andre tidspunkter ekstremt underholdende. Uforudsigelig som det danske vejr er Superligaen altid.

Jeg tror og håber, at vi går en underholdende sæson i møde, for der bliver kamp i både toppen og bunden af Superligaen denne sæson. Topholdene har oprustet, og bundholdene står tæt - uden en decideret nedrykningsfavorit.

Det er derfor heller ikke det nemmeste at skulle forudsige en slutstilling i Superligaen, men det vil jeg alligevel forsøge.

1. FC København
To år i træk uden et dansk mesterskab er ganske enkelt utilfredsstillende for FC København, og det er også derfor, at klubben har handlet markante navne i løbet af sommeren. Peter Ankersen og Kasper Kusk kommer til at danne et godt makkerpar i højre side af formationen, og på venstrekanten skal Benjamin Verbic vise de kvaliteter, der gjorde ham til sidste sæsons bedste spiller i den slovenske liga. Federico Santander, angriber, kommer med et flot cv, og det bliver spændende at se, om han kan lave de mål, FCK har savnet de sidste par sæsoner.

Det taler til FC Københavns fordel, at klubben har handlet tidligt i vinduet - dog er Santander ikke landet endnu - og at klubbens defensive organisation er på plads, hvilket den ikke var i sidste sæson. Uro i FCM taler også til fordel for FCK. Det taler dog ikke til FCK's fordel, at potentielt fire nye startere skal spilles ind på holdet, og hvad kan vi forvente af Santander? Hvordan står det til med de skadede spillere?

FC København sætter sig igen på det danske mesterskab, men det bliver tæt i toppen, tror jeg.

2. FC Midtjylland
Farvel til Glen Riddersholm. Farvel til Sylvester Igboun. Formentlig farvel til Pione Sisto og farvel til det danske guld.

Denne sommer har været hektisk i FC Midtjylland, og klubben oplever nu, hvad det vil sige at være tophold i dansk fodbold. I løbet af sommeren er de positive historier om talentudvikling og datarekruttering til fordel for intern uro, opsigelser og spillersalg. FCM står foran en sæson, hvor jeg tror, de kan få det svært. Det er der flere grunde til - dog er ingen større end det faktum, at Glen Riddersholm har forladt klubben. Med sig tager han ideer, vinderkultur, en klokkeklar stil og kendskab til klub og spillere.

Ind er så kommet Jess Thorup, og selv om jeg har respekt for den nu tidligere danske U/21-landstræner, skal han bruge tid på at få sine ideer indført på banen. Små ændringer i træningen får betydning, og betydning får det også, hvordan Thorup mentalt arbejder med sit hold.

Klubben har stadig mange stærke og dygtige spillere, men det er ikke nok til at blive dansk mester igen. Og så tror jeg, at europæisk deltagelse kan koste en smule for FCM, hvor der ikke er mange spillere, der for alvor har prøvet kræfter med Europa før.

3. Brøndby IF
Det er lidt status quo i Brøndby, hvor Magnus Eriksson har erstattet Ferhan Hasani, og hvor Frederik Rønnow er kommet til klubben som Lukas Hradeckys afløser på sigt.

Nøgleordet er kontinuitet i Brøndby, og meget afhænger af, om klubben kan holde nøglespillerne på banen. Daniel Agger er vital for holdet, og Thomas Kahlenberg er også en klassespiller. "Kalle" starter med at være skadet, mens Agger er klar. Skulle Pukki blive skadet, er jeg bange for, at der ikke sidder en logisk afløser klar. Vi må se. Som sagt er kontinuitet nøgleordet, og Thomas Frank kan glæde sig over, at spillere som Riza Durmisi, Christian Nørgaard, Andrew Hjulsager og Lebogang Phiri efterhånden er ved at danne sig en måtte af hår på brystet. De fire spillere har de seneste par sæsoner fået god erfaring, og nu skal de tage endnu et skridt op.

Jeg legede med tanken om at flytte Brøndby op som nummer to på listen, men jeg frygter for BIF, at klubbens trup er for smal, og at Europa kan koste i Superligaen, skulle klubben komme langt. Derfor er BIF et mulehår efter FCM. Det positive for Brøndby er, at forsvaret står solidt. Noget, som der blev arbejdet hårdt på i foråret, og som gav resultater.

4. AaB
Indrømmet. Meget afhænger af, om AaB sælger Nicolaj Thomsen denne sæson. Er svaret ja, så ender AaB ikke på fjerdepladsen. Er svaret nej, er en fjerdeplads en reel mulighed. Klubben har sagt farvel til Rasmus Thelander og skal i min bog have en forsvarsspiller ind som gardering, men lige nu lader det ikke til at være så aktuelt, med mindre der opstår en god mulighed for at få en spiller ind. Midtbanen ser solid ud, og folk som Andreas Bruhn og Frederik Børsting tog sidste sæson spadestik i forhold til at blive profiler på holdet.

Jeg er med på, at AaB mister Anders K. Jacobsen, men i angrebet er klubben fint besat, da Nicklas Helenius er hentet tilbage på en permanent aftale, ligesom klubben har Lukas Spalvis og Rasmus Jönsson. Glem heller ikke, at Thomas Enevoldsen er tilbage og kan spille positionen. Meget afhænger af Thomsen, som er AaB's bedste spiller og en katalysator på holdet. Kan Allan Gaarde holde på ham, kan AaB gå i top fire. Men klubben kommer ikke til at true top tre.

5. Randers FC
Colin Todd ved, hvordan han skal sætte sit hold op, og der er meget stabilitet i den her klub. Det betyder også, at klubben slutter i top seks. Forsvaret er solidt og stærkt, og det er dét, der skal bære holdet frem.

Randers har mistet et par profiler - den største Elmar Bjarnason - og det bliver spændende, om en mand som Mustafa Amini har kvalitet nok til at erstatte afgangen af Bjarnason. Offensivt er der to mand, der skal fungere, for at Randers får succes: Det er Kasper Fisker, der havde et lidt sløjt forår, og så er det angriber Mikael Ishak, der med sin fysik og mål kan blive toneangivende. På midtbanen skal rugbrødet i form af Christian Keller og Nicolai Poulsen holde snor i kæderne.

6. Esbjerg fB
Det er måske et af de hold, jeg glæder mig mest til at se. For det kan blive ren kamikaze-fodbold i Esbjerg, hvor jeg synes, defensiven står som det store, skærende og svage punkt på holdet, hvor angrebet omvendt er spændende. Jeg bliver ikke overrasket, hvis Esbjerg er en del af nogle meget målrige kampe.

Der er i forsvaret ikke kvalitet nok til min smag, selv om jeg godt kan lide de offensive backs. Jonas Knudsen forventer jeg bliver solgt snart, og Leon Jessen bør være en fuldgod erstatning. På midtbanen har jeg umiddelbart svært ved at se, hvem der skal spille ved siden af Magnus Lekven. Casper Nielsen er en spændende spiller, men måske stadig en anelse for ustabil, og hvor står Jeppe Andersen i sin genoptræning? Hans Henrik Andreasen er selvfølgelig også en mulighed, men han er ved at være en ældre herre.

Angrebet er spændende med Nicki Bille, Mick van Buren og Robin Söder. Det kan blive godt eller skidt i Esbjerg. Jeg tror dog, de har lært af foråret.

7. OB
Der er flere spændende tilgange i OB - ikke mindst Kent Nielsen, der kommer som en dygtig og kompentent træner. OB leder efter stabilitet, og det skal ske med Kent Nielsen i spidsen.

Jeg tror ikke, OB kommer til at true den absolutte top i første sæson med Kent Nielsen, fordi klubben trods alt skal omstille sig på en anden type fodbold, og fordi de nye skal integreres. Samtidig synes jeg, at der stadig er steder i truppen, hvor der mangler dybde. Jo, angrebet er spændende med Kenneth Zohore og Rasmus Festersen, og lykkes klubben med at få Anders K. Jacobsen til allerede nu - han skifter 1. januar 2016 - så kan det blive giftigt. Og hvis Emil Larsen finder sin tidligere form, kan han få en kæmpe rolle på holdet.

Rasmus Falk regner jeg ikke med, fordi jeg ikke tror på, han er i OB, når transfervinduet lukker. Han har et år igen af sin aftale med klubben, så skal et salg ske, er det nu.

8. AGF
Mate Vatsadze har forlænget sin aftale med AGF, og det er vigtigt, for han kan lave mål. Det samme kan Kim Aabech, og jeg glæder mig til at se Ahmed Yasin på kanten. Men der er godt nok også mange spørgsmål i AGF, for mange af klubbens tilgange er for et dansk publikum ukendte. Adrian Lopez, Josip Elez, Dino Mikanovic og Ahmed Yasin er nye, og de tre første er forsvarsspillere.

Det bliver interessant, om de fungerer i dansk fodbold. Elmar Bjarnason og Daniel A. Pedersen styrker midtbanen, og jeg tror, Morten Wieghorst styrer AGF i mål denne sæson, trods spørgsmålstegn i defensiven, hvor de nye skal forsøge at finde fælles fodslag.

9. SønderjyskE
Ny træner, samme indstilling. Det er, hvad jeg tror, vi kommer til at se fra SønderjyskE. De har fået Jakob Michelsen ind som træner, og klubben har godt nok mistet flere erfarne og dygtige spillere, men tilgangen af Thomas Dalgaard er markant i mine øjne. Det er en målscorer, og når du har sådan en i truppen, kommer du langt. Der er handlet en del i 1. division denne sommer, men SønderjyskE er Superligaens korkprop og skal nok klare frisag. Også i år.

10. FC Nordsjælland
Jeg er oprigtigt bekymret på FC Nordsjællands vegne. Truppen tæller lige nu 21 markspillere, men faktisk er der kun lidt over 800 Superliga-kampe i truppen. De fleste af de kampe står Martin Vingaard og Patrick Mtiliga for.

Når jeg er bekymret, handler det om den rutine, jeg synes, mangler i truppen. Og af de 21 markspillere, er det kun en 15 stykker, der har erfaring med dansk topfodbold. Skulle jeg vurdere startopstillinger, ville FCN ende i top seks, ingen tvivl, men bredden er suspekt i Nordsjælland, hvor de første reserver hedder Marcus Ingvartsen, Nicklas Mouritsen og Oliver Thychosen. Det er talentfulde spillere, men det kan koste, at der mangler rutine og bredde i truppen.

Der er dog stadig nok kvalitet til at være Superliga-klub om et år.

11. Viborg FF
I Viborg går en af Danmarks bedste købmænd i sportschef Ole Nielsen, og han har handlet klogt denne sommer. Han har hentet tre spillere, men alle tre kan presse sig på til startopstillingen, og det er vigtigt. Jonas Kamper kommer som den mest polerede, og han kan godt forberede sig på at smide bolde ind til den spændende angriber Serge Deblé, mens Christian Sivebæk kan dække flere pladser. Jeroen Veldmate kommer helt sikkert til at starte i forsvaret.

Jeg er fortrøstningsfuld på Viborgs vegne, og de har i Johnny Mølby en rutineret chef, der er god til at få et hold til at arbejde som en enhed. Undgår Viborg for mange skader, redder klubben sig også. Specielt hvis Ole Nielsen finder endnu en angriber, der kan bejle til en plads i startopstillingen.

12. Hobro IK
Det er svært at vurdere, hvem der rykker ned i år, for Superligaen er tæt, men jeg frygter, at Hobro IK har mistet for meget. 16 Superliga-mål er væk i form af Mads Hvilsom, og det kan du bare ikke sådan erstatte. Specielt ikke i Hobro, hvor økonomien ikke er til at handle på øverste hylde.

Klubben har en dygtig træner i Jonas Dal og et hold, der arbejder stenhårdt og godt for hinanden. Det er det, der skal styre Hobro i mål denne sæson, men jeg tror bare, at det bliver en svær sæson to i Superligaen for klubben. Nu er der ikke længere nogen, der taler om landmænd, køer og semiprofessionelle fodboldspillere, og der bliver ikke nogen hold, der ser ned på Hobro denne sæson. Overraskelsesmomentet er væk.

Det bliver tæt i bunden, og Hobro kan meget vel trække det korteste strå.