Hobro - the second season syndrome?

Her fik man for alvor indblik i klubbens sparsomme omgivelser og om hvordan landmænd, skolelærere og bankelever kombinerede arbejdslivet med fodbold, og hvordan klubbens daglige eksistens foregik via ildsjæle og et hav af frivillige hænder, der ville misse sit eget bryllup til fordel for en dag på DS Arena - ikke noget man ofte støder på i nutidens glamourøse verden, som fodbolden velsagtens tilhører.

 

Programserien gjorde dog også op med de problemstillinger en klub som Hobro uundgåeligt støder på, når lokalklubben pludselig gør sig i landets bedste fodboldrække. Kroner blev erstattet af millioner, ligesom fællesskabsfølelsen og sammenholdet, dét der oprindeligt havde ført dem så lang, for alvor skulle stå sin prøve, i et nu professionelt miljø. Debutsæsonen blev dog ét langt triumftog for Jonas Dal og. co., der sluttede på 7. pladsen - med hele ti point til FC Vestsjælland, på den forkerte side af stregen - ligesom 3-0 sejren i Parken og "the treble" over Brøndby for altid vil stå indprentet i nordjydernes hukommelse.

 

Men succes avler succes. Hvad gør man nu i Hobro? I debutsæsonen havde man holdt sig til klubbens oprindelige værdier og belønnet de spillere, der i tidernes morgen havde bragt dem til det forjættede land. Udløbende kontrakter blev forlænget, ligesom man på transfermarkedet bevarede begge ben solidt plantet i den jyske muld - måske med undtagelse af indkøbene af de fuldtidsprofessionelle Quincy Antipas, Mikkel Beckmann og Mikkel Thygesen, hvor førstnævnte, som den eneste af de tre, reelt bragte holdet noget på banen, mens sidstnævnte allerede er fortid i Hobro efter blot seks måneder.

 

Sportschef Jens Hammer Sørensen samt trænerteamet Jonas Dal Andersen og Lars Justesen, har en altoverskyggende rolle i Hobros fremtid. Indkøbene af Tidiane Sane, Tanaka Chinyahara og Mayron George, deres nationalitet og kulturelle baggrund taget i betragtning, kan blive det endelig opgør med fortidens foreningsliv. Ikke et ondt ord om disse spillere, men det er immervæk svært at forestille sig, at de på samme måde som eksempelvis Mads Justesen, kan personificere sig med det Hobro-mandskab alle forelskede sig i, i forrige sæson.

 

Hvorvidt dette opgør allerede er i gang, som en vulkan i udbrud, er svært at gisne om, men et kig på stillingen viser os, at Hobro indtager Superligaens jumboplads efter seks runder. Man har rent faktuelt fået en diametral indledning på denne sæson, i forhold til i fjor. Fire sejre er vekslet til fire nederlag, ligesom man i fjor havde nettet hele 11 gange og blot indkasseret fire mål efter 6. runde. I år er tallene vendt på hovedet, hvor man blot har scoret fire gange (deltfærrest) og tilladt modstanderen at score hele 11 gange (kun overgået af OB). En anden erkendelse kunne ret så banalt være, at sidste års debutanter red på en bølge af succes og spillede over evne, ligesom de var et ubeskrevet blad for sine modstandere. Uanfægtet af dette kan man dog  roligt sige, at Hobro er blevet ramt af det velkendte engelske udtryk "second season syndrome":

 

 

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg allerede før sæsonstart anså Hobro som klare favoritter til nedrykningspladsen. Til dels pga. historikken hos de to oprykkere, AGF og Viborg FF, der om nogen kender til livet i landets bedste række. Oddsene havde været bedre for Hobro, hvis Vendsyssel eller andre mandskaber uden nævneværdig rutine på dette niveau, havde taget springet op i Superligaen, ligesom jeg har svært ved at se, hvordan nordjyderne fortsat skal overraske deres modstandere (pånær Brøndby måske) i deres primitive spillestil. Dog er der blot spillet seks runder og dette er langt fra nogen dommedagsprofeti over Hobro. Statistikken tildeler Jonas Dal og co. en chanceprocent på ca. 50/50. Siden indførelsen af 12 mandskaber i Superligaen i 1995/96 er det således sket, at sidstepladsen i tabellen efter 6. spillerunde, er endt med at rykke ud i 10 ud af 21 sæsoner. Spørgsmålet er så, om Hobro reelt skal være glade for, at deres skæbne kan afgøres ved et "coin flip"...