Hvor mange gode målmænd har man brug for?

En tendens har gennem længere tid undret mig noget hos flere af verdens absolutte topklubber. Jeg taler om tendensen til at tilknytte flere målmænd af højeste kvalitet. Vi har at gøre med en position på banen, hvor kun en spiller kan optræde, og er man flere i konkurrence om denne plads, må en eller flere alt andet lige sidde udenfor – enten på bænken eller tribunen. I flere klubber virker det dog som om, at reserverne lever fint, eller i hvert fald nogenlunde med denne dette faktum. I nærværende blogindlæg ser jeg lidt nærmere på fænomenet med målmandsbesætningen i en trup.

Flere tendenser kan der ses tegninger til, hvis man kigger rundt i klubberne, især hvis man kigger nærmere på topklubberne, der deltager i flere turneringer, og som også har visse økonomiske muskler at bruge løs af.

En tendens, som man kan ses, er en trup med to virkelig dygtige målmænd, hvoraf der er en klar rollefordeling mellem førstemålmand og en eller flere reserver. I Bayern München råder man over verdens nok bedste målmand – i hvert fald er han den seneste, som er blevet kåret til dette. Der er selvfølgelig tale om Manuel Neuer, sweeperkeeperen, som med sit spil under verdensmesterskaberne i Brasilien for alvor definerede denne rolle. Han er klart førstevalg i Bayern München, men dette fraholder dog ikke klubben fra, at have tilknyttet spanske Pepe Reina. En verdensklassemålmand, der ligesom Neuer er virkelig dygtig i spillet med fødderne. Pepe Reina har gennem mange sæsoner spillet på absolut højeste niveau i klubber som Liverpool og Napoli, ligesom han har været fast reserve for det virkeligt stærke spanske landshold, der har fejret utallige triumfer. Han ser dog ud til at trives med sine nye rolle som reserve hos Bayern München.

En anden klub, som på samme måde har en tydelig rollefordeling mellem to fremragende målmænd er engelske Tottenham, der har franske Hugo Lloris som klart førstevalg. I baghånden har man dog en yderst stærk backup i hollandske Michael Vorm, som inden denne sæson blev tilknyttet fra walisiske Swansea, for hvem han gennem flere sæsoner havde været et stærkt spillende førstevalg. Ligeledes har Tottenham den aldrende, men dog stadig yderst kompetente Brad Friedel i truppen.

En lidt anderledes tendens er klubber, som ligeledes råder over flere ekstremt kompetente målmænd, men hvor spilletiden deles mere ligeligt, eventuelt med spilletid i de forskellige turneringer, som klubben nu deltager i. Et eksempel på dette er spanske FC Barcelona, som inden denne sæson hentede Claudio Bravo og Marc Andre Ter Stegen. Mange ventede med spænding på, hvem der ville blive den foretrukne målmand hos catalanerne. Claudio Bravo vandt denne duel og han repræsenterer Blaugrana i ligaen, hvor har gang på gang har holdt målet rent denne sæson. Det tyske målmandtalent Marc Andre Ter Stegen holdes dog varm i Champions League, hvor han får spilletid for klubben, og dette må da også siges at være en ganske interessant scene at blive holdt varm på.

Samme tendens har man kunnet spore hos konkurrenterne Real Madrid. I sidste sæson var spanske Diego Lopez den foretrukne mand mellem stængerne i ligaen, mens klublegenden Iker Casillas fejrede store triumfer med mandskabet i Champions League. I denne sæson er Diego Lopez sendt videre, men som erstatning har man hentet Keylor Navas ind. Han var fremragende under verdensmesterskaberne denne sommer i Brasilien, og må i den grad siges at være en kompetitiv erstatning. Iker Casillas har fået mest spilletid i denne sæson, men Keylor Navas er da også blevet noteret for spilleminutter hos kongeklubben.

Så er der de klubber, hvor flere dygtige målmænd mere ligeligt kæmper om rollen som fast førstemålmand. Detter gør sig gældende hos engelske Chelsea, hvor tjekkiske Petr Cech gennem mange år har været en solid sidste skanse, hvilket har givet ham en stor stjerne hos klubbens tilhængere. Inden denne sæson hentede Chelsea dog det belgiske målmandsfænomen Thibaut Courtois tilbage fra udlånet til spanske Atletico Madrid, for hvem han var en aldeles fremragende målmand. Fra sidelinjen fulgte man i spænding med i, hvem der dog ville vinde målmandskampen. Dette gjorde Courtois altså, og han har indtil nu raget alle spilleminutter til sig, som klubbens førstevalg, dog lige fraregnet den skade han fik i kampen mod Arsenal i Premier League. Petr Cech må altså pænt tage plads på bænken og håber på sin chance. For at øjensynliggøre Chealseas luksusbesætning på målmandsposten, kan det også lige nævnes at den australske legende Mark Schwarzer også er del af truppen.

Konkurrenterne fra Arsenal har ligeledes to særdeles kompetente målmænd, hvoraf den ene løber med spilletiden. Polske Wojciech Szczesny har de seneste sæsoner været klubbens førstevalg, hvilket han stadig er. På bænken har man dog columbianske David Ospina siddende, hvis Szczesny en dag skulle svigte. En ganske udmærket backup at have siddende må man sige.

Hos danske FC København har man ligeledes to dygtige målmænd, som har måtte udkæmpe en drabelig duel om spilletiden. De skandinaviske landsholdsmålmænd Stephan Andersen og Johan Wiland er der selvfølgelig tale om. Stephan Andersen tager sig af spilletiden, men Wiland må vente på sine spilleminutter. Andersen gør det dog bedre og bedre og spilletiden ser han ikke ud til at ville give afkald på.

Endelig er der klubberne, som har et klassisk målmandshieraki, hvor der er et tydeligt førstevalg, der bakkes op af en eller flere målmænd, som holder et noget lavere niveau. Et eksempel på dette er Manchester United, hvor spanske David De Gea er det klare førstevalg med danske Anders Lindegaard og engelske Ben Amos til at gå ind at dække, hvis De Gea har brug for en pause. Der er en klar kvalitetsforskel på disse målmænd og meget skal ændre sig, hvis målmandshierakiet skal rykkes rundt.

Nyrige og storsatsende Paris Saint Germain har ligeledes et klart målmandshieraki med italienske Salvatore Sirigu, som klart førstevalg med franske Nicolas Douchez som kompetent reserve, om end af en helt anden kvalitet end førstemålmanden.

Tendenserne er altså flere. Det bliver spændende at se, hvordan det vil udvikle sig i fremtiden. De seneste sæsoner tegner et billede af, at topklubberne mener, at flere ekstremt kompetente målmænd må være vejen frem, men spørgsmålet er, om dette er holdbart i længden.