Carlsen: Væsentligheder eller bagateller

Siden 1977 har jeg været censor ved utallige dommereksamener - én eller anden dag burde jeg nok tage mig sammen til at tælle antallet af aspiranter op, for alle papirerne er der. Det er nok omkring en 1.500 - 1.600 stykker. Hertil kommer et pænt antal årlige teoritests af dommere på eliteniveau og lokalt niveau. Antallet af dommere, der har været igennem kværnen er egentlig også underordnet, for den pointe, som jeg forsøger at kæmpe mig frem til, er, at den mest misbrugte og til hudløshed hørte dårlige undskyldning, når noget ikke lige er gået efter bogen, er og har været ’Ja, men det er jo i teorien - i praksis er det noget helt andet’. Når jeg hører den bemærkning, får det simpelthen alle mine små nakkehår til at stritte og giver mig lyst til at gribe efter et eller andet håndvåben.

 

Af flere grunde. Dels fordi vi selvfølgelig ikke eksaminerer dommerne for at checke deres lovkendskab - for så bagefter at sende ud at dømme, som de har lyst til. Det kunne ellers være muntert. Dels fordi der på min gravsten passende kunne stå ’Teori og praksis kan ikke leve uden hinanden’ (eller noget tilsvarende mere mundret). Og endelig fordi den mytiske paragraf 18 ’Sund fornuft’ (der er kun 17 i fodboldloven), som alle dårlige teoriaspiranter med dårlig samvittighed eller dårlig forberedelse påberåber sig, jo faktisk allerede står i fodboldloven.

 

Bevares, den er gemt godt væk - og vi beholdt den i det danske afsnit, da den faldt for den internationale økse i 1997-revisionen - men det bliver den ikke mindre rigtig af, og er måske noget af det vigtigste overhovedet. ’Det er lovens ånd, at kampene spilles med så få afbrydelser om muligt. Derfor er det dommerens pligt kun at straffe klare lovbrud.. Fløjten for bagatelagtige eller tvivlsomme forseelser skaber irritation og modvilje hos spillerne og ødelægger tillige tilskuernes fornøjelse.’ Bortset fra, at det da er frisk at tage hensynet til tilskuerne ind i lovteksten (og denne tekst har så stået i cirka 100 år), forekommer det helt rigtigt. Hvem pokker gide se en fodboldkamp, som bliver hakket i stykker uafbrudt af afbrydelser ?

 

Og hånden på hjertet - der kunne vel dømmes frispark i f.eks. stort set samtlige luftdueller, hvis man virkelig tog lovteksten om forseelser for 100 % pålydende. Så det er godt, at vi har en tekst som denne til at moderere det strengt juridiske i opregningen af forseelser. Det er også sådan noget, der gør, at nogle ynder at tale om en international linje - og som forklarer, at Brøndby-FCK bliver dømt med et andet forsætlighedsniveau end fiskerne mod bønderne (med al mulig respekt til begge parter !) i serie 6.

 

Tilbage står så, at dommeren skal vurdere det bagatelagtige eller tvivlsomme og forsøge at dele sol og vind lige på den konto. Og hvornår er en formel overtrædelse af loven akkurat så lille, at den er batagelagtig ? Det er faktisk en ret kompliceret overvejelse, for den grænse kan flytte sig gevaldigt frem og tilbage i løbet af en kamp. Det, som var bagatelagtigt i begyndelsen af en kamp, hvor alle bare ville spille fodbold, er det måske ikke en time senere, hvor temperaturen og blodtrykket er steget, så alle gerne vil rive ørerne af hinanden. Her vil den gode dommer tage mere med, end han gjorde før - og det er det, der får nogle til at sige, at ’nu er linjen strammet’, ’fordelsreglen er suspenderet’ eller sådan noget i den retning.

 

Det meget ofte hørte spørgsmål er, hvornår en kontakt er nok til et straffespark. Lovmæssigt er sagen jo krystalklar - for er der tale om en forsætlig og ulovlig handling, som bringer modspilleren til fald, er der straffespark. Men så kommer det bagatelagtige og tvivlsomme med ind. Carlsens lov nr. 1 - for hvad den nu er værd - er, at der skal være overensstemmelse mellem den linje, der køres ude på banen, og den, som køres inde i straffesparksfeltet. Tingene skal være logiske for spillerne - for det er altafgørende for tilliden mellem dommere og spillere, at der er logik i afgørelserne. Ellers går det frygtelig galt. Skrækeksemplet for mig er straffesparket i åbningskampen ved seneste VM (Brasilien - Kroatien).

 

Med lovbogen i hånden er der ingen problemer med straffesparket til Brasilien, for der er en lille holde-forseelse. Men går vi op i helikopterperspektivet og ser på kampens linje, er der sket værre ting ude på banen, som der ikke er dømt for. Heraf problemet - for det virker ikke logisk. Skal vi føre det videre til danske forhold, er et muligt manglende straffespark til FCK i kampen mod Brøndby i forrige weekend også en kandidat. Der er en hånd på skulderen - og hvis vi lige ser bort fra, at FCK-spilleren faktisk fortsætter et skridt, hvorefter han falder, som om han er blevet skudt - er der teknisk set et straffespark. Men det hænger bare overhovedet ikke sammen med den linje, som ellers er blevet kørt ude på resten af banen, og som - vigtigt og egentlig altafgørende !! - spillerne tydeligt har været med på. Var det straffespark blevet dømt, var logikken bristet - og selv om logik endnu ikke er skrevet ind i fodboldloven, er jeg sikker på, at den er vigtig for totaloplevelsen for os alle.

 

Men det er jo ikke bare ved alle de grimme forseelser mod en modspiller, at vi kan tale om bagateller - selv om jeg godt ved, at det mest blodige også er det mest tiltrækkende. På et meget mere ydmygt plan - igangsættelser - møder vi det også.

 

Et indkast skal i princippet tages nøjagtig dér, hvor bolden gik ud. Jeg vil ikke udfordre en statistik på, hvor ofte det rent faktisk er tilfældet. Men mit intuitive bud er, at det aldrig sker. Man snupper et par meter hist eller pist - og det behøver heller ikke være et problem, for det er en bagatelagtig forseelse. Men jo nærmere vi kommer de to forsvarsområder, jo mindre bliver batagelgrænsen. En angriber skal ikke have lov til at snyde et par meter eller fem ved et indkast tæt på modspillernes mål - for her har det betydning, hvilket det ikke har oppe midt på banen. Trækker vi lovteksten til yderste komma, skal bolden endda kastes ind, hvor den gik ud. Og det sker i den grad aldrig - det ville nemlig forudsætte, at alle indkast blev udført vinkelret på banen.

 

På samme måde er der ved frispark nogle formelle krav, der skal være opfyldt. Bolden skal ligge på det rigtige sted, den skal være i ro - og modspillerne skal være 9,15 m væk. Igen kan det nogle gange være bagatelagtigt, hvis ikke alle formalia er overholdt - f.eks. i egen forsvarszone eller i en totalt ufarlig situation midt på banen. Det med ’det rigtige sted’ kan man sagtens diskutere, for her er der i praksis et vist spillerum. Afstanden kan man også overveje, for det er jo langt fra hver gang, at målebåndet eller skummet kommer frem.

 

Til gengæld er der så kravet om, at bolden skal være i ro. Det er den heller ikke altid i praksis , og i langt de fleste tilfælde vil det være bagatelagtigt. Om bolden ruller en anelse - tja, en anden indbygget regel er jo, at et frispark gerne skulle være en fordel for dem, som har fået det, for ’de andre’ har jo gjort noget, som de ikke burde, så på bagatelagtighedens alter er det sådan set fint nok. Men for alle gode ting er der en kant, og hvis vi ser tilbage til FCK-frisparket med efterfølgende mål mod Viborg, er vi hinsides kanten. Én ting er, at bolden ikke ligger stille, men kanten må ligge et stykke før en decideret halvflugter…