Carlsen: Paragrafferne der driller selv de bedste dommere

Nogle gange er det de mere udramatiske paragraffer i fodboldloven, der kan give de største problemer. Det er ganske pudsigt at tænke over, at én af de paragraffer, der fylder mest, er § 3, der handler om spillernes antal. Herregud, det burde ikke være så svært, for det ved jo alle - der er 11 af dem pr. hold - men komplikationerne opstår, når de enten ikke alle er der før start, laver ulykker, før kampen er sat i gang - eller begynder at løbe ind og ud af banen. 

 

Er det med eller uden dommerens tilladelse, eller er spilleren bare tilfældigt kommet udenfor ? Er det én af de 11 spillere på banen, som foretager sig noget, eller er det én af udskiftningsspillerene - eller måske endda en udskiftet spiller (for slet ikke at tale om de andre personer på bænken: træner, holdleder, fysioterapeut osv.) ? Disse løbe ind / løbe ud-forseelser er noget nær de eneste undtagelser til grundreglen om, at en forseelse skal straffes dér, hvor spilleren begår den (her bliver det, hvor bolden var, da spillet blev standset, for det er jo ikke givet, at dommeren har set spilleren løbe ind eller ud - pludselig er han der bare eller er væk). 

 

Og det sker: senest i søndagens kamp mellem Utrecht og Ajax, hvor den skadede og udskiftede Utrecht-spiller Duplan løb ind igen, tilsyneladende uvidende om, at han var blevet udskiftet. 

 

Dommeren satte spillet i gang ved at lade bolden falde - ingen protester, selv om det rigtige havde været en advarsel og et indirekte frispark. Men det var ingen klar over i den almindelige forbløffelse. Der er tonsvis af finurligheder i hele den paragraf, og det er én af dem, hvor man virkelig kan drille dommerne, når teorien pudses af i stille stunder om vinteren. For at være ærlig skal jeg også selv holde tungen meget lige i munden, når det kommer til § 3. 

 

Men den næstfølgende § 4, som handler om spillernes udstyr, er nu heller ikke kedelig. Der er dels noget obligatorisk udstyr (en trøje med ærmer - ikke de ærmeløse stramtsiddende, som Cameroun forsøgte at stille op til ved et af de forrige VM - shorts, strømper og fodbeklædning) - og så må spilleren gerne have andet udstyr på, hvis det tjener som beskyttelse (f.eks. ansigtsmaske, specielle briller e.l.). Senest er hovedtørklædet kommet med ind, selv om det strengt taget ikke er beskyttende, men snarere en måde at inkludere spillere på, som ellers af religiøse eller sociale grunde ville have svært ved at dyrke fodbold. 

 

Kravet om fodbeklædning kan synes selvfølgeligt, men er faktisk en relativt ny bestemmelse. Da jeg selv tog dommereksamen tilbage i 1970 var kravet bare, at dommeren ikke måtte tillade spillere at spille uden fodtøj, hvis andre havde det. Så vidt jeg husker, var det Indien, som før da stillede barfodede op ved et OL. Men det kommer i sagens natur til at stride mod selve grundprincippet i paragraffen om spillernes udstyr, nemlig at spillere ikke må have noget på sig, som kan være farligt for spilleren selv eller andre.

 

Benskinner er et andet klassisk stridspunkt - og en bestemmelse, som også er kommet til inden for de seneste 35-40 år. Langt op i 70’erne var de kun et krav i ungdomskampe og i kvindekampe - og man kan grave fotos frem af danske landsholdsspillere, som nærmest havde det som varemærke at spille med nedrullede strømper. Men den går altså ikke længere. Den seneste nye trend, som man såmænd også kan se i Premier League, er nogle ganske minimale benskinner. Jeg bliver ofte spurgt, om det er et krav, at spilleren skal have strømperne rullet helt op til knæet. 

 

Det er der ikke noget krav om - men der er til gengæld et krav om, at benskinnerne skal være fremstillet til det formål (en god gedigen søndagsavis er altså ikke en benskinne), og at de skal yde en rimelig grad af beskyttelse. Det vil sige, at de skal dække skinnebenet - og de skal være helt dækket af strømperne. Så i praksis vil strømperne nok nå knæet eller sådan næsten da. Men de nye ’små’ benskinner er hamrende ulovlige, da de ikke yder den rimelige grad af beskyttelse, så hvis en spiller stiller op med dem, må han finde på noget andet, hvis han vil være med.

 

Der er også diverse raffinementer omkring undershirts, undershorts, tape på stømperne osv. (skal have samme farve som trøje / shorts / stømper) men dem behøver man ikke bekymre sig om i langt størstedelen af kampene herhjemme, idet lokalunionerne sikkert meget fornuftigt har besluttet at dispensere herfra som en særregel. Fint nok for breddefodbolden, at en forkert farve undertrøje ikke skal forhindre en spiller i at være med. Men på eliteplan klapper fælden med farverne på undershirts og undershorts samt strømper. Det kan synes som noget besynderligt og formynderisk noget at gå op i - men det har faktisk en praktisk funktion: det skal være tydeligt at kunne skelne de to holds spillere fra hinanden. Jubelen ville næppe være stor, hvis en bold blev slået ind med en arm, hvor undertrøjen havde samme farve som modspillernes trøje - eller hvis en mulig offside blev fejlvurderet, fordi spillerne så ens ud fra siden. 

 

Eller hvis en kendelse om hjørnespark eller målspark gik galt, fordi de to spilleres strømper lignede hinanden. 

 

I weekendens kamp mellem SønderjyskE og FCN kom en situation, hvor to spillere bankede hovedet sammen, blodet flød, og begge måtte ud og lappes sammen. Det tog lidt tid at få den ene spiller på banen, og der skulle fremskaffes en ny trøje til ham, eftersom det ikke er tilladt at spille, hvis man enten selv bløder eller har blod på trøjen. Det fører mig hen til det andet spørgsmål fra sidste uges læser (ham med afstandsreglen og de hurtige frispark), som har undret sig over et par tilfælde i Premier League, hvor spilleren godt nok fik en ny trøje, men hvor der ikke var noget rygnummer på. Er det lovligt ?

 

Lad mig starte med at sige, at fodboldloven ikke stiller noget krav om rygnumre overhovedet - så det er op til de enkelte turneringsreglementer at tage stilling til det. Jeg har lige checket et par stykker - i de danske herredivisioner er rygnumre et krav (de skal fremgå af holdsedlen, som afleveres før kampstart), mens der lokalt f.eks. i København ikke er krav om rygnumre, men hvis de er der, skal de være forskellige. Den praksis, som jeg husker fra min egen tid, hvor f.eks. en klubs lukkede 6. hold med alle de gamle koryfæer alle løb rundt med nr. 6 på ryggen, duer altså ikke længere.

 

I sidste ende er rygnumre et bogholderispørgsmål, og det er jo dommerens fornemste pligt at få afviklet kampen. Så kan der i en force majeure-situation som f.eks. blødningen ikke fremskaffes en trøje med rygnummer, eller laves et nummer med tape, må vi klare os uden og så lave to linjers indberetning bagefter. 

 

Det var en lille rundtur i et par af de knap så velbesøgte paragraffer. Andre gøremål betyder, at jeg springer over i næste uge (sikkert til lettelse for nogle, men forhåbentlig også til ærgrelse for andre). 

 

Vi ses om 14 dage på denne plads.