Blog: Slidte maskinmestre i AaBs motorrum?
Foto: Jens Dresling / Polfoto
Generelle

Blog: Slidte maskinmestre i AaBs motorrum?

Når man tænker tilbage på AaBs sidste par sæsoner er der mange profiler, der falder i øjnene. Der er dog to spillere, som har skilt sig ud fra mængden; ingen slår den betydning som Kasper Risgård og Rasmus Würtz har haft på det her AaB-hold i de seneste sæsoner.

Rasmus Würtz har siden sin hjemkomst i 2009 i snit spillet 28 superligakampe pr. sæson - en meget konstant og afgørende motor på AaBs midtbane. Det samme snit har Kasper Risgård for 2013/2014 og 2014/2015 sæsonen.
 
I mesterskabssæsonen 2013/2014 var de den absolut bedste midtbanekonstellation i superligaen og Würtz blev belønnet med en landsholdsudtagelse, mens Risgård blandt andet blev beskrevet således af Flemming Fjeldgaard, som var sportsredaktør på Berlingske på daværende tidspunkt: 
 
“Jeg slår på tromme for, at Kasper Risgård er en af de mest undervurderede fodboldspillere i den nyere Superliga-historie, og at hans betydning for et holds sammenhængskraft er strålende.”
 
Sæsonen efter var klassisk AaB med en skuffende præstation i superligaen, men Würtz og Risgård var stadig garant for et meget højt niveau i de mange europæiske kampe, som AaB spillede i 2014/2015-sæsonen.
 
Begge spillere er fra 1983 og runder begge 32 somre i år- en fremskreden alder for motorrummet på et AaB-hold, hvor det er altafgørende, at de nye unge AaB-spillere har nogle rutinerede kræfter at læne sig opad. Thomas Augustinussen på 34 år har allerede accepteret sin status som reservespiller og primus motor for, at AaBs DNA bliver implementeret i samtlige spillere på træningsbanen. Det er stærkt, at Augo har accepteret sin nye rolle, men det bliver bekymrende, hvis også Würtz og Risgård får samme formdyk, når alderen begynder at trykke endnu mere, end den gør nu.
 
Er de så ved at være slidte? Jeg tror stadig de har nogle gode år i sig endnu, men der har været en del bekymrende tegn fra dem på det seneste - dog ikke på det spilmæssige plan, hvor de begge stadig holder et meget højt niveau. Problemet for de to aldrende motorer bliver de skader, som de begge er begyndt af døje med. Risgård senest med både problemer med hoftebøjerne og læggen, mens Würtz fik et “riv” i baglåret mod FCN. Såkaldte “gammelmands”-skader med muskelproblemer, fibersprængninger osv. er de  begge begyndt at døje mere og mere med og spørgsmålet er om vi nogensinde ser en sæson, hvor de begge spiller 28 superligakampe igen?
 
Oliver Abildgaard på 19 år står klar i kulissen til at "overtage" Risgårds plads med tiden, men det er nogle store sko, som de fremtidige talenter skal overtage. Så dygtige fodboldspillere hænger ikke på træerne og det er ikke givet, at man finder så store midtbanedynamoer i de fremtidige talentårgange. Tør AaB lade de nye talenter overtage midtbanen med tiden, eller skal AaB ud og hente kvalitet udefra, som man så med eksempelvis Frederik Winsnes og Andreas Johansson?
 
AaB vil satse på egne talenter. De talenter kan lige nu se to spillere med AaB-blod i årene; to koryfæer, som begge begynder at mærke alderen trykke, men som stadig bliver altafgørende i den kommende sæson. Kan motorrummet mon holde lidt endnu og kan de nå at give depechen videre, inden skader sætter en stopper for “limen”, der holder det unge AaB-hold sammen? Wúrtz og Risgård har indtil nu spillet 614 kampe for AaB. Jeg tror desværre det vil være direkte naivt at tro talenterne kan overtage midtbanen med samme kvalitet, som de to har været garant for. I løbet af de næste transfervinduer skal der forstærkninger til, som kan gå direkte ind og styrke midtbanen - ellers ender Risgård og Würtz med at efterlade et kæmpe tomrum på midtbanen.