Copa América: Revanchens år

OPRINDELIGT BRAGT PÅ DETSMUKKESPIL.DK

FØLG DET SMUKKE SPIL PÅ FACEBOOK OG TWITTER

Danske fodboldfans sukker ved tanken om en sommer uden et Europa- eller Verdensmesterskab. Men der er hjælp at hente i Chile. Her begynder den 44. udgave af Copa América natten til fredag. 26 dage, 26 kampe, 12 hold og nogle af klodens dygtigste spillere. What’s not to like?

Overskriften for turneringen i år må være

. Det ydmygende 7-1-nederlag til Tyskland i VM-semifinalen sidste sommer hænger stadig som en kulsort sky over Brasilien. Argentina og Lionel Messi har ikke vundet noget i 22 år. Og Chile og Colombias VM for et år siden sluttede uforløst med knebne nederlag i henholdsvis 1/16- og kvartfinalen.

Copa América er en pudsig turnering. Til slutrunden i 2007 i Venezuela blev der scoret intet mindre end 86 mål – 3,31 pr. kamp. I Argentina i 2011 faldt det tal til kun 2,08 mål pr. kamp. I 2001 klarede Honduras sig helt frem til semifinalen med en sejr over Brasilien, der står som Copa América-historiens mest overraskende. I 1999 skrev Argentinas Martin Palermo sig ind i historiebøgerne med tre brændte straffespark i én kamp. 1987-udgaven huskes for at være usandsynligt hårdt spillet. I en gruppekamp mellem Colombia og Bolivia blev fire spillere udvist i løbet af fem minutter i fire separate episoder. Chile og Uruguay lod sig ikke stå tilbage i finalen, hvor også fire spillere så rødt.

Og så er der den kuriositet, at det sydamerikanske fodboldforbund (CONMEBOL) ved hver slutrunde inviterer to lande med fra en anden verdensdel for at opnå turneringsformatet med tolv hold. Ofte er det medlemmer af det nord- og mellemamerikanske forbund (CONCACAF) der bliver inviteret, fordi de geografisk og kulturelt er tæt på Sydamerika. I år er Mexico og Jamaica gæster.

Optimistiske værter og reservespækkede gæster

Gruppe A tæller værterne Chile samt Mexico, Ecuador og Bolivia. Optimismen er stor hos hjemmebanefavoritterne, og man forstår hvorfor. Gruppen er overkommelig, og værtsnationerne klarer sig traditionelt godt i Copa América. Af de 40 udgaver af turneringen, hvor der kun har været én vært, har hjemmebanelandet faktisk været i finalen hele 23 gange. Hvad væsentligere er, har Jorge Sampaoli skabt et stærkt interessant hold. La Roja kan spille med både fire- og tremandsforsvar, men uanset hvad er tilgangen kendetegnet ved et højintensivt og risikabelt presspil. I Chile snakker man om, at man har det bedste landshold siden 1979, hvor man tabte på straffespark i finalen mod Paraguay.

Arturo Vidal (Juventus) og Alexis Sanchez (Arsenal) er de åbenlyse stjerner, men tag ikke heller ikke fejl af spilfordeleren Jorge Valdivia (Palmeiras) og den dynamiske midtbanespiller Charles Aránguiz (Internacional). Den chilenske avis

skriver dog, at Valdivia kan blive ofret på Sampaolis taktiske alter, når Chile vælger at spille med tre i bagkæden.

Chiles modstander i åbningskampen er Ecuador. Et af de lande, der har den dårligste Copa América-historik. Deres bedste resultat er tabte semifinaler i 1953 og 1993. Landstræner Gustavo Quinteros har kun haft seks måneder og fire kampe til at lære sit hold at kende, og forventes at bruge turneringen som optakt til den forestående kvalifikation til VM i Rusland i 2018. De er uden deres største navn, Antonio Valencia (Manchester United) der er skadet, men med Jefferson Montero (Swansea) og Enner Valencia (West Ham) har de alligevel en offensiv, man skal holde øje med.

Mexico spillede en flot VM-slutrunde sidste sommer, men bør ikke regnes for meget andet end fyld i Copa América. Sagen er den, at mexicanerne allerede den 9. juli skal spille Gold Cup – CONCACAF’s eget mesterskab – og det er tydeligt hvilken turnering som landstræner Miguel Herrera prioriterer højest. Groft sagt er tidligere Barcelona-spiller Rafael Marquez (Hellas Verona) den eneste af de udtagne til Copa América, der ville være sikker på spilletid i Herreras stærkeste opstilling. Kernen på Mexicos A-hold Hector Moreno, Hector Herrera, Andres Guardado, Javier Hernandez og Carlos Vela er ikke til rådighed i Chile. Meget sigende er den 33-årige angriber Matias Vuoso udtaget – hans seneste landskamp for

var tilbage i 2010.

Sidste hold i Gruppe A er Bolivia. Et landshold med to vidt forskellige ansigter. Det ene viser de på hjemmebane, det andet på udebane. Bolivianerne spiller deres hjemmekampe i hovedstaden La Paz’ 3,650 højdemeter, og det giver klare fordele. Modstanderne har historisk set svært ved at spille i den tynde luft. I 2005 vandt Argentina for første gang i 22 år på udebane over Bolivia, for så at tabte 6-1 fire år efter. Brasilien tabte deres første VM-kvalifikationskamp nogensinde i 1993 i La Paz. I den seneste VM-kvalifikation hentede Bolivia ti af deres 12 point på hjemmebane. Og to gange har de været i Copa América-finalen (i 1963 og 1997) – begge gange var de værter for turneringen. Mauricio Sorias trup rummer ikke meget kvalitet, og det ligner et exit efter gruppespillet som i de seneste fem slutrunder. Faktisk har de ikke vundet en kamp i Copa América siden semifinalesejren i 1997 – nul sejre, syv uafgjorte og otte nederlag.

Argentinsk titeltørke 

Uruguay, de forsvarende mestre fra Copa América i 2011, finder man i gruppe B. De må aldrig udelades af ligningen med deres kampånd

, erfarne Óscar Tábarez på bænken og offensive esser som Edinson Cavani (Paris-Saint Germain)og Diego Rolan (Bordeaux). Også selvom, at de må undvære deres store stjerne Luis Suárez, der stadig afsoner karantæne efter, at han tog et bid af Giorgio Chiellini under VM i Brasilien. Heller ikke den mangeårige forsvarsklippe Diego Lugano og angriberikonet Diego Forlan er med. Der er altså flere nye ansigter at vænne sig til hos Uruguay. På ét år har Tábarez givet landsholdsdebut til hele ni nye spillere – heriblandt teknikeren Giorgian De Arrascaeta (Cruzeiro) som der er store forhåbninger til.

Paraguay som Uruguay mødte i finalen for fire år siden, er til gengæld ikke ikke en trussel mod de største favoritter. Ramon Díaz, der blev landstræner i slutningen af sidste år, har udtaget en trup, der ligner et forsøg på at blande ungdom og erfaring forud for den kommende VM-kvalifikation. Justo Villar, Paulo da Silva og Roque Santa Cruz har alle spillet over 100 landskampe. Til gengæld er der hele otte spillere i truppen, der spillet færre end ti kampe. Derlís Gonzalez (Basel), en hurtig, driblestærk kantspiller og Oscar Romero (Racing Club), en offensiv midtbanespiller med godt overblik, er værd at holde godt øje med, men

, der kun har vundet tre af de seneste tyve landskampe og er dumpet helt ned på 85. pladsen på FIFA’s verdensrangliste, kommer næppe særligt langt.

Rampelyset i gruppe B tilhører Argentina. Truppens kvalitet taler for sig selv med Lionel Messi (Barcelona), Sergio Agüero (Manchester City), Carlos Tevez (Juventus) mfl. iblandt. Det samme gør erfaringen – kun tre i truppen er født i 1990’erne. Yngre fremadstormende spillere som Luciano Vietto (Villarreal), Paulo Dybala (Juventus) og Mauro Icardi (Inter) var aktuelle, men der er ikke plads til eksperimenter for Argentina i år. 22 år uden sejr ved Copa América er alt, alt for længe.

Siden nederlaget i VM-finalen for et lille år siden er Alejandro Sabella blevet skiftet ud på landstrænerposten til fordel for Tata Martino. Han har endegyldigt skrottet Sabellas 3-5-2, og spiller konsekvent 4-3-3/4-2-3-1. Nicolas Ótamendi (Valencia) og Ezequiel Garay (Zenit st. Petersborg) ligner makkerparret i det centrale forsvar. Pablo Zabaleta (Manchester City) og Marcos Rojo (Manchester United) er gode bud på henholdsvis højre- og venstre back. Og Javier Mascherano (Barcelona) spiller med sikkerhed som en ankermand på midtbanen. Men hvordan blander Martino de offensive kort? Det kan der godt være tvivl om. Derudover har den tidligere Barcelona-træner måtte finde sig i, at Roberto Pereyra, Carlos Tevez, Lionel Messi og Javier Mascherano først sluttede sig til resten af truppen i søndags på grund af Champions League-finalen.

Copa Amérca-debutanterne fra CONCACAF Jamaica er sidste hold i gruppen. Winfried Schäfer har udtaget en trup, der primært består af spillere fra den amerikanske MLS og engelsk fodbold. Adrian Mariappa (Crystal Palace), Wes Morgan (Leicester City) og Simon Dawkins (Derby County) er blandt profilerne, og så giver niveauforskellen i forhold til gruppens øvrige hold næsten sig selv.

er med for oplevelsens skyld.

Hvor er Brasiliens angribere?

”Skønhed kommer først. At vinde er sekundært. Det er glæden, der tæller”, sagde Socrates, brasiliansk landsholdsspiller fra 1979 til 1986. Det er efterhånden længe siden, at den filosofi har domineret sambanationens landshold. Til den landsdækkene avis O Globo fortalte landstræner Dunga forleden, at for ham er sejrene det eneste, der tæller. Og sejre har Dunga været god til at skaffe. Faktisk har Brasilien vundet samtlige ni kampe, siden Luiz Filipe Scolari fik sparket efter det pinlige exit ved VM på hjemmebane.

Hans stil er ikke synderlig populær blandt fansene, men tilliden fra det brasilianske fodboldforbund (CBF) er stor og resultaterne er svære at argumentere mod. I offensiven er alle øjne igen i år rettet mod Neymar (Barcelona). De øvrige udtagne angriber (Everton Ribieiro, Roberto Firmino, Douglas Costa, Diego Tardelli, Robinho) er et fint vidnesbyrd om et af brasiliansk fodbolds store problemer i disse år.

Brasilien har vel ikke været uden en verdensklasse 9’er siden 1982, hvor Careca blev skadet til VM i 1982 og erstattet af store, robuste Serginho. Men det er de i disse år. Angriberne i dag er i hvert fald ikke i nærheden af tidligere storspillere som Péle, Vavá, Tostão, Bebeto, Romário eller Ronaldo. Det har fået Dunga til at eksperimentere med en tilgang uden en udpræget spydspids. Det fungerede blandt andet rigtig fint i en 3-1-sejr på udebane over Frankrig i slutningen af marts.

Brasiliens første modstander i gruppe C er Peru.

bliver næppe nummer tre som i 2011, men Ricardo Garecas landshold rummer alligevel flere interessante navne. Yordy Reyna (RB Salzburg) og Andre Carrillo (Sporting CP) er unge, hurtige kantspiller, der er værd at lægge mærke til. Det er samtidig truppens to yngste. Aldersgennemsnitet hos peruvianerne runder næsten 28 år. Årsagen er, at bærende kræfter gennem et helt årti Claudio Pizarro (Bayern München), Jefferson Farfárn (Schalke 04), Paolo Guerrero (Corinthians) og Juan Manuel Vargas (Fiorentina) stadig er med.

De glade dage med Teófilio Cubillas, Hugo Sotil, César Cueto og Jose Velásquez, der vandt Copa América i 1975 er fjerne minder, men Peru er ikke et hold man løber om hjørner med.

Colombia er straks et bedre hold. For første gang nogensinde nåede de en kvartfinale ved VM sidste sommer, og luften er ikke gået af ballonen. De har siden vundet syv af otte kampe, og ser akkurat så stærke ud som i Brasilien for et år siden. James Rodriguez har spillet en flot sæson i Real Madrid, Carlos Bacca og Jackson Martínez har bombet løs for henholdsvis Sevilla og Porto, mens Radamel Falcao og Juan Cuadrado må tørste efter revanche ovenpå frustrerende sæsoner i henholdsvis Manchester United og Chelsea.

Den væsentligste ændring i forhold til VM-slutrunden er, at 39-årige Mario Yepes og hans 102 landskampe for Colombia er væk i det centrale forsvar. Ikke at det nødvendigvis vil være en svækkelse, for langsomme Yepes’  bliver givetvis erstattet af Granadas Jeison Murillo, som landstræner José Pekerman har store forventninger til. 

Sidste hold i turneringen er Venezuela, der har den dårligste Copa América-historik af alle. Én gang er de blevet nummer fire (i 2011), men ellers har de aldrig været i nærheden af toppen af sydamerikansk fodbold. Og det kommer de heller ikke i år. Venezuela er det enste hold i CONMEBOL, der aldrig har været kvalificeret til VM. Og at få lavet om på det er landstræner Noel Sanivicentes altoverskyggende mission. ”Jeg er her ikke for at vinde Copa América. Jeg er her for at få os kvalificeret til næste VM”, sagde han i et interview forleden.

Samtlige Copa América-kampe kan ses live på turneringens officielle