Blog: Napolis Mister 33 ryger smøger og styrer droner
Generelle

Blog: Napolis Mister 33 ryger smøger og styrer droner

Napolis ansættelse af Maurizio Sarri er et udtryk for en ny strategi i Serie A-klubben.

OPRINDELIGT BRAGT PÅ DETSMUKKESPIL.DK

FØLG DET SMUKKE SPIL PÅ FACEBOOK OG TWITTER

Der er mange vinkler at lægge på den kommende Serie A-sæson, der begynder på lørdag for 114. gang. De seneste fire sæsoners mestre Juventus har sagt farvel til stjernetrioen Andrea Pirlo, Carlos Tévez og Arturo Vidal. For første gang nogensinde er Carpi F.C. og Frosinone Calcio en del af Italiens fineste fodboldselskab. Omsider har alvoren ramt ledelserne i AC Milan og Inter, der ser ud til at være på rette vej efter flere år i frit fald. Og så er der Napoli, der er en af seks klubber, som har skiftet træner i løbet af sommeren. 

Rafael Benítez har sagt farvel til Napoli. Efter to sæsoner, en tredjeplads og en femteplads har han fået drømmejobbet i Real Madrid. Anerkendte trænernavne som Luciano Spalletti, Unai Emery og Jürgen Klopp blev efterfølgende meldt som kandidater til at overtage fra Benítez, men når

Partenopei

søndag sparker deres sæson i gang på Stadio Città del Tricolore i Reggio Emilia mod Sassuolo, er det med Maurizio Sarri i spidsen. En 56-årig toscansk kæderyger, der er økonomiudannet og stort set ukendt væk fra Italien. 

 

Der er tale om en ny strategi fra klubpræsident Aurelio De Laurentiis. Da han i 2013 ansatte Rafael Benítez var det med den argumentation, at spanieren med fortid i blandt andre Liverpool, Inter og Chelsea kunne tiltrække store spillere til klubben. På det tidspunkt havde Napoli netop solgt klubbens stjerneangriber Edinson Cavani til Paris Saint Germain. De Laurentiis ville ikke stå tilbage og satte Benítez i spidsen for en markant oprustning af artilleriet. 

 

Spanieren lykkedes blandt andet med at lokke Real Madrid-trioen José Callejón, Raúl Albiol og Gonzalo Higuaín til klubben. Og på Benítez’ farvelpressemøde i maj takkede De Laurentiis ham for at have bragt en ‘international dimension’ til klubben. Det er i det lys, at ansættelsen af Maurizio Sarri skal ses. For træneren, der kommer fra tre års succes i Empoli, bringer nemlig alt andet end en international erfaring til Napoli.

 

Da Benítez vandt sit første spanske mesterskab med Valencia i 2002, trænede Sarri stadig kun fodbold på deltid i den lille toscanske klub A.C. Sansovino. Det var først, da han i 2003 rykkede klubben op i Serie C, Italiens fjerdebedste række, at han skrottede sit arbejde som bankmand. Siden har Sarri trænet elleve klubber på tretten år. Kvartfinalen i Coppa Italia med Serie B-mandskabet U.S. Arezzo i 2007 og oprykningen til Serie A med Empoli og den efterfølgende 15. plads står som hans største bedrifter. 

 

Benítez klagede ofte over træningsfaciliteterne i Napoli. For nyligt kaldte Sarri træningsanlægget Castelvoturno for ‘perfekt’ i et interview med det italienske nyhedsbureau ANSA. Han har også forklaret, at De Laurentiis ansatte ham fordi Napoli “ikke skal være grundlagt af store navne, men af hårdt arbejde”. Og i sidste sæson blev Sarri spurgt, om han var sur over at være Serie A’s dårligst betalte træner. “Sur? Jeg får penge for noget, jeg ville gøre gratis. Jeg er heldig”, lød det tøre svar.

 

Sarri stiller tilsvarende få krav til Napolis transfers. Med sig fra Empoli tog han godt nok midtbanespilleren Mirko Valdifiori og den unge back Elseid Hysaj, men ellers har han overladt det meste af ansvaret til sportsdirektør Cristiano Giuntoli. I forbindelse med købet af den rumænske stopper Vlad Chiriches i Tottenham udtalte Sarri: “Jeg kender meget lidt til ham. Jeg har set ham spille en halv kamp. Men jeg er sikker på, at der er god grund til at ledelsen kan lide ham”.

 

Kort efter trænerskiftet spurgte Il Mattino om Napoli planlagde indkøb til forsvaret, der i sidste sæson lukkede 73 mål ind i alle turneringer. “Jeg kan ikke lide idéen om, at man skal købe spillere. At være afhængig af transfermarkedet er at frasige sig hårdt arbejde”, lød svaret fra Sarri, der blandt andet har indført, at Napolis træninger bliver filmet af en drone, så han kan få bedst muligt overblik over sine spilleres positioner på banen. I sin tid i A.C. Sansovino fik Sarri navnet

Mister 33

for at forberede sit hold på intet mindre end 33 dødboldskombinationer. Han har siden forklaret, at de kun brugte fire-fem af dem.

 

Det er positive vinde, der har blæst over Napoli siden Sarris tiltrædelse. De to helt store profiler Marek Hamsik og Gonzalo Higuaín har begge rost den nye træners metoder. Og i de italiensker medier bliver der skrevet om en boblende optimisme på Castelvoturno inden søndagens Serie A-premiere. 

 

Alt tyder på, at Sarri enten vil spille 4-3-1-2 eller 4-2-3-1 i den kommende sæson. I generalprøven mod FC Porto benyttede han sig af førstnævnte formation. Talkombinationerne ligger ikke langt fra Benítez’, men man kan godt forvente en Sarri-opfindelse eller to i løbet af sæsonen. “Under Sarri kan jeg give mere af mig selv. Han har sine helt egne idéer om fodbold, så jeg ikke behøver at spille med ryggen mod mål mere”, udtalte Hamsik forleden. 

 

I en tid hvor de store klubbers trænere nærmer sig samme stjernestatus som spillerne, er Napolis ansættelse af Maurizio Sarri interessant. Det samme er hans tilgang til transfers og træning

.