Blog: Den ultimative nedtur

OPRINDELIGT BRAGT PÅ DETSMUKKESPIL.DK

FØLG DETSMUKKESPIL PÅ FACEBOOK OG TWITTER

Jeg kan skråsikkert sige, at Blackpool kandiderer til at være kontinentets mindst charmerende by – i hvert fald om sommeren. Dyrehavsbakken om dagen, diskotek om natten. Dresscoden for mænd er træningsbukser og bar mave, det tætteste man kommer på en park er parkeringspladsen Central Car Park og byens fineste restaurant er den amerikanske fastfood-kæde Subway.

Det er her de englændere, der ikke har råd til at tage til de Kanariske Øer, holder ferie. Hvordan min bror og jeg havde forvildet os dertil på en interrail-tur i Storbritannien undrer os stadig. Svaret ligger nok en rask gåtur fra forlystelserne på strandpromenaden. Bloomfield Road er hjemmebane for byens fodboldstolthed Blackpool Football Club. For fem år siden spillede de Premier League. Næste sæson spiller de League One. Det er en kendsgerning efter et cirkus af en sæson.

Stejlt nedad

Af samtlige 72 hold i Englands fire bedste rækker har ingen vundet så få kampe som Blackpool (fire). De er det eneste hold, der ikke har vundet på udebane. Deres 83 indkasserede mål er flest af alle. Og undervejs har de brugt intet mindre end 51 forskellige spillere.

For bare halvandet år siden var historien en helt anden. En sejr på udebane mod Bournemouth gav Blackpool den bedste sæsonstart nogensinde med 16 point af 18 mulige. Men herefter er det kun gået én vej; stejlt nedad. Manager Paul Ince blev fyret i januar sidste år efter ikke at have vundet en kamp siden slutningen af november.

Afløseren blev fundet i spillertruppen, hvor Barry Ferguson gik fra spiller til manager. Kun takket være den flotte sæsonstart reddede Blackpool sig. I sæsonens sidste 29 kampe vandt de tre. Det betyder, at siden 30. november 2013 har Tangerines vundet syv af 71 kampe i Championship.

Spillerne flygtede fra Bloomfield Road i sommer. Hele 27 spillere forlod klubben efter sæsonen, og blot én måned inden sæsonstart havde den nyansatte manager Jose Riga sølle otte spillere til rådighed. Af den grund måtte man aflyse en træningslejr i Spanien og fik kun spillet to træningskampe. Først fire dage før sæsonpremieren mod Nottingham Forest fik Blackpool fat i en målmand, da Joe Lewis blev lejet i Cardiff. På det tidspunkt havde Riga seksten spillere at vælge mellem og havde allerede truet med sin afgang.

“Vi havde få spillere og spillede kun to kampe. Holdet blev stykket sammen på City Ground (Nottingham Forests hjemmebane, red.) på premieredagen. Sæsonoptakten hjalp os i hvert fald ikke”, sagde forsvarsspilleren Peter Clarke til Blackpool Gazette forleden i et forsøg på at forklare de miserable resultater. 

Efter femten kampe og kun én sejr blev Riga fyret. Inden var hans assistent Bart De Roover skredet efter, at ikke have fået løn. Lee Clark overtog uriasposten som Blackpools femte manager på tre sæsoner. Han har forsøgt sig med det meste; siden sin ansættelse den 30. oktober sidste år har han hentet 27 spillere på fri transfer og kortvarige lejeaftale. Men førstehjælpen har ikke hjulpet. Patienten har været død i længe. For første gang siden 2007 skal Blackpool næste sæson spille i League One.

Oyston Out

De barske realiteter er resultat af elendig ledelse gennem en længere periode. Manden fansene skyder efter hedder Karl Oyston – klubbens bestyrelsesformand siden 1999. Hans far, Owen, købte klubben i 1967, men har for længst overgivet ansvaret til sønnen.

Og listen over Oyston Juniors ugerninger er lang. I denne sæson har han excelleret ved at tage på tre ugers ferie i februar, på et tidspunkt hvor Blackpool lå håbløst sidst i tabellen. Og i marts blev han dømt af det engelske fodboldforbund FA for at have sendt ‘uacceptable’ og ‘anstødelige’ SMS’er til en af klubbens fans, der havde kontaktet ham efter, at hans nummer var blevet lagt ud på de sociale medier.

“Vi vil bare gerne have et fodboldhold, vi kan være stolte af. Et hold der repræsenterer byen og hjælper lokalsamfundet. Men det har vi ikke længere, og det er forfærdeligt. Nedrykningen er ikke det værste – Blackpool Football Club har mistet sin sjæl. Mistet dét som gør det til en fodboldklub”, siger Kevin Boroduvicz, medlem af fansammenslutningen Blackpool Supporters’ Trust til BBC.

Blackpool er på alle måder en klub i knæ. På bare én sæson er tilskuergennemsnittet til hjemmebanekampene i Championship faldet fra 14.000 til 10.000. Banen på Bloomfield Road er i så dårlig stand, at den ikke er en klub på dét niveau værdig. Og først i denne uge begyndte renoveringsarbejde på træningsanlægget Squires Gate – Oyston lovede ellers at sætte gang i projektet for flere år siden. Da Ian Holloway var manager i Blackpool (2009-2012) kaldte han faciliteterne for et

. Det var her klubbens største stjerne nogensinde Sir Stanley Matthews fra 1947 til 1961 trænede. Det er kun blevet værre siden.

Godt nok blev det kun til én sæson for Blackpool i Premier League, men med sig ned i Championship tog de sig en stor økonomisk gevinst. Helt præcis 900 millioner kroner. Pengene burde være blevet brugt til at udvikle klubben og truppen, men i dag spørger fansene sig om hvor de er blevet af? Oyston-familien beskyldes for at have sneget 270 millioner kroner i egen lomme via nogle af deres mange andre forretninger.

Blackpool skylder desuden over 70 millioner kroner til den lettiske bankmand Valeri Belokon, der i 2006 købte tyve procent af klubbens aktier. Det er to år siden, at han sidst besøgte Bloomfield Road, men er stadig stærkt engageret i klubbens ve og vel. I et interview med BBC i december opfordrede han Karl Oyston til at træde tilbage og antydede, at han er interesseret i at købe aktiemajoriteten.

Og så er der BFC Hotel. I 2006 byggede klubben et hotel på selve Bloomfield Road. Karl Oyston skyndte sig at gøre sin søn Sam til daglig leder. Halvdelen af værelserne har udsigt ud over banen, og spillerne får morgenmad og frokost i hotellets restaurant. Projektet er dog på ingen måde en succes. Sidste år lød det dundrende underskud på 180 millioner kroner. Hotellet bryster sig ellers af at være firestjernet på deres hjemmeside – den udmærkelse er dog ikke tildelt af nogen officiel kilde.

Fansenes protester er efterhånden ganske organiserede. Utilfredsheden begrænser sig ikke til bannere med ‘Oyston Out’ på Bloomfield Road. I forbindelse med en hjemmekamp mod Reading tidligere på måneden arrangede fangrupperingen Tangerine Knights en protestmarch. Og Blackpool Supporters’ Trust stræber efter at give fansene en stemme på højeste ledelsesniveau under sloganet “Putting football first”

Sjælejagt

Den kommende sommer ser ud til at blive ligeså kaotisk som den seneste. I skrivende stund har 25 spillere kontraktudløb. Til gengæld er det sikkert, at Lee Clark også er manager næste sæson. For ham bliver det vigtigt at holde på klubbens egne talenter; Harry Cameron (17 år), Marc Waddington (18 år) og Dom Telford (18 år) har været lys i mørket og er

’ fremtid.

En direkte tilbagevenden til Championship er nok for meget at forvente. Dertil er sommerens genopbygningsprojekt et for stort stykke arbejde. Men hvad vigtigere er, skal forholdet mellem klubbens fans og ledelse genoprettes.

Blackpool skal på jagt efter sin sjæl. De finder den ikke på Central Cark Park, Subway eller ved forlystelserne på strandpromenaden. De finder den nok først, når Oyston-dynastiet er ude af vagten.