Blog: Den glemte trænerlegende

OPRINDELIGT BRAGT PÅ DETSMUKKESPIL.DK

FØLG DET SMUKKE SPIL PÅ FACEBOOK OG TWITTER

Den 31. marts 1928 står som en af de sorteste dage i engelsk landsholdsfodbolds historie. Et pauvert årti efter første verdenskrig kulminerede med en syngende 5-1-lussing af Skotland på Wembley. ”ENGLAND OUTPLAYED”, skreg The Times. I Athletic Times slog Ivan Sharpe fast, at England ikke kun var blevet slået, de var blevet ydmyget. De skotske helte fik tilnavnet Wembley Wizards. Da Skotland i 1931 mødte Østrig, var der dog ikke meget magi over dem. Som England i 1928 blev skotterne ikke bare slået, de blev ydmyget. 5-0 vandt de rappe østrigere, hvis sejr kun blev begrænset af John Jacksons mirakler i målet.

Det hører med til historien, at mange af spillerne fra triumfen på Wembley var væk – Tom Bradshaw spillede for eksempel aldrig en landskamp igen, selvom han markerede englændernes største profil Dixie Dean ud af kampen i 1928 – men konklusionen var alligevel klar. To dage tidligere havde England tabt 5-1 til Frankrig i Paris, og efter årtiers dominans og monopol på nytænkning stod det klart, at resten af verden var nået op på siden af Storbritannien.

Østrigs betydning for udviklingen var stor. Den skotske slagtning var kun begyndelsen for Hugo Meisls landshold, der var skabt på et fundament, der havde sine rødder i begyndelsen af 1920'erne. 

Efter oprettelsen af en national østrigsk liga i 1924 spurgte Neues Wiener Journal: ”Hvilke andre steder kan man se mindst 40-50.000 mennesker samlet søndag efter søndag på alle stadioner i regn eller solskin? Hvilke andre steder er flertallet af befolkningen i så høj grad interesseret i kampenes resultater og klubbernes kommende kampe? Svaret er nemt: Bortset fra Storbritannen, så ingen steder i Europa?”, skriver Jonathan Wilson i sin historiske dissekering af fodboldtaktikkens historie, Fra Pyramiden til 4-4-2

Kaffehusene i Østrig spillede en stor rolle. I England diskuterede man kampene på pub, men i Centraleuropa var fodbold i høj grad de intellektuelles spil. Hver klub havde deres egen café, hvor spillere, skribenter og alle fodboldfolk derimellem vendte tidens emner. Austria Wien holdt til på Café Parsifal. Rapid Wien på Café Holub. Og på Ring Café samledes fodboldfolk fra alle klubber.

Når snakken ikke gik på fodbold, blev kunst, litteratur og skuespil flittigt diskuteret. Det var udfra dette miljø, at Meisls 

 udsprang. I de efterfølgende elleve kampe efter ydmygelsen af Skotland vandt Østrig ni, spillede to uafgjorte og scorede 44 gange. Undervejs vandt de den anden udgave af Dr. Gerö Cup – en centraleuropæisk landsholdsturnering, der kørte fra 1927 til 1960 og var forløberen til Europamesterskaberne.

Meisls 2-3-5-system blev kendt som Hvirvlen fra Donau på grund af et udsædvanligt flydende pasningsspil. Stjernen var den uortodokse centerforward Mattias Sindelar, hvis skrøbelig fysisk gav ham navnet Papirmanden. Først var Meisl skeptisk, han foretrak en centerforward skåret i granit som Rapid-angriberen Josef Uridil. I kaffehusene blev der dog presset på for at give Sindelar en chance. Ligeså tynd hans fysisk var, ligeså mange idéer havde han nemlig på en fodboldbane. Til sidst gav Meisl efter, og efter sejren over Skotland var Sindelars plads på det østrigske landshold aldrig til debat.

Hugo Meisl døde i 1937 uden at have vundet andet end Dr. Gerö Cup med Østrig. Både i VM-semifinalen i 1934 og i OL-finalen to år efter tabte de til Italien. På det tidspunkt var Wunderteam allerede i tilbagegang, men Østrigs fodboldarv er større end Meisl, Sindelar og kompagni. 

Brobyggeren 

Hans Pessers ansættelse som Rapid Wien-træner i 1945 ændrede meget. Han tabte kun én af sine første sytten kampe, men det var hans fodboldfilosofi snarere end resultaterne, der tiltrak sig opmærksomhed. I kaffehusene blev der grinet hånligt af hans idé om at angribe med et helt hold og forsvare med et helt hold, men Pesser holdt fast.

Han hentede sin inspiration fra sydamerikansk fodbold, som han flere gange besøgte med sin stjernespiller Ernest Happel - der senere blev stjernetræner - og sin assistent Franz Binder. Efter en tur til Brasilien i 1950 vendte han tilbage med nye idéer. Tidens dominerende formation i Centraleuropa, 2-3-5 - som Meisl havde brugt - blev skrottet. I stedet smed Pesser den ene af midtbanespillerne ned bag de to stoppere, så det blev til en 3-2-5. Det var Ernest Happel, der spillede den nyopfundne rolle, som senere blev kendt som liberoen. Huddersfield- og Arsenal-manager Herbert Chapman spillede allerede i midten af 20'erne med tre forsvarsspillere i sin WM-formation, men ikke med en decideret libero som Pesser gjorde. Happel og forwarden var de eneste, der var fritaget fra at deltage i begge ender af banen. ”Vores mål er at angribe med ni og forsvare med ni”, forklarede Rapid Wien-træneren. 

I Pernanu Magazine beskriver Rene Maric hvordan Pessers stil var kendetegnet ved, at ”alle spillere hele tiden skulle være i bevægelsen – med bold og uden. Modstanderen skulle lokkes ind i små rum for så at blive angrebet i de efterladte områder” Maric skriver, at 40'erne og 50'ernes Rapid Wien var et af de første hold, der ikke udelukkende baserede deres offensive spil på teknik, men også taktik.

I boldbesiddelse mindede de om Meisls Wunderteam. Østrigerne kalder det Scheiberln, en strategi med fokus på bevæelse, driblinger og korte pasningskombinationer. Ord som totalfodbold og tiki-taka var ikke opfundet i 1940'erne og 1950'erne, men Pesser dyrkede mange af de grundprincipper, som det meste af moderne fodbold er bygget på – i den modsatte grøft finder man Karl Rappan, der i 30'erne, 40'erne og 50'erne tog de første spadestik til det ultra-afventende forsvarsspil som Helenio Herrera senere formulerede som catenaccio i Inter. Pesser introducerede endda offsidefælden - noget som Happel tog med sig over i sin trænergerning og har fået æren for. 

Pesser vandt fire østrigske mesterskaber med Rapid Wien mellem 1945 og 1953 og to med Wiener Sportklub fra 1953 til 1960. Til VM i 1954 hvor Østrig vandt bronze, var hele tretten af spillerne fra Pessers Rapid Wien-hold. Og i tiden i Wiener Sportklub førte han sit hold til en sensationel 7-0-sejr over et Juventus-hold med den drabelige trio Giampiero Boniperti, Omar Sivori og John Charles i angrebet.

Men det hele er vand ved siden af hans taktiske indflydelse på spillets udvikling. Hans Pesser byggede bro mellem Meisls (og Jack Reynolds og Jimmy Hogan) første tanker om et flydende fodboldspil til Johan Cruyff og Rinus Michels totalfodbold. Man kan endda trække stregen videre over Arrigo Sacchis AC Milan-hold i 80’erne og 90’erne (han var dog modstander af liberoen) til Pep Guardiolas Barcelona og Bayern München.