Blog: De perfekte uperfekte

OPRINDELIGT BRAGT PÅ DETSMUKKESPIL.DK

FØLG DET SMUKKE SPIL PÅ FACEBOOK OG TWITTER

Hvis man skal beskrive den moderne fodboldspiller med ét ord, må det være

. I dag skal en målmand skal ikke

kunne tage med hænder. En forsvarsspiller skal ikke

kunne tackle. En midtbanespiller skal ikke

kunne aflevere. Og en angriber skal ikke

kunne score. Fodboldens taktiske udvikling kræver spillere, der kan lidt af det hele.

I Bayern München sætter Pep Guardiola enorme tekniske krav til sine forsvarsspillere. Og i Chelsea har José Mourinho travlt med lære sine angribere at forsvare. Det moderne fodboldhold er nemlig en hybrid af forskellige stilarter. Og den ideelle fodboldspiller anno 2015 er derfor tæt på at være en robot.

Juventus’ franske midtbanestjerne Paul Pogba er et godt eksempel. Hvad er hans svagheder? Jeg er ret sikker på, at han ikke for alvor har nogle. Men omvendt har han heller ikke én tydelig spidskompetence. Imponerende, men lidt kedeligt synes jeg. 

Jeg har forkærlighed for især én slags fodboldspillere. Dem der er perfekte uperfekte. Som udgangspunkt er de fra Sydamerika. De spiller helst i nummer 10, de må meget gerne være uregerlige, ustabile, dovne og have et stort temperament. Og så skal de selvfølgelige have et unikt blik for spillet og en fortryllende teknik

Juan Román Riquelme er nok det bedste eksempel. Man vidste aldrig, hvad man fik af argentineren. På gode dage var det kunst. På dårlige glemte man helt, at han var med. Han stod helst stille, når modstanderen havde bolden. Han var ikke hurtig. Han var ikke stærk. Til gengæld havde han et enestående touch på bolden og han så nogle afleveringsmuligheder, som ingen andre gjorde. 

Det samme gælder Jorge Valdivia (Palmeiras) og Matí Fernandez (Fiorentina), der i øjeblikket spiller Copa América for Chile. Da Claudio Borghi var landstræner for

i 2012, spillede han ofte med begge på samme tid. Efter seks nederlag i træk blev Borghi fyret. Et hold kan ikke bære to spillere af den slags.

I åbningskampen ved Copa América bestilte Valdivia én ting. Han plantede sig mellem modstanderens forsvar og midtbane, og herfra strøg han om sig med stikninger. Vendingen og afleveringen, dét er hvad Valdivia mestrer. Og det gør han så godt, at hans manglende fleksibilitet er underordnet.

Den slags spillere er dem, der minder os om, at man ikke skal være et overmenneske for at være professionelle fodboldspiller. De er det glade oprør mod fodboldens tiltagende ensretning. Det er legen og glæden ved bolden, der driver dem. De er fantastisk dygtige, men samtidig påvirkelig og menneskelige. På den måde er de ligesom alle os andre. De er

robotter.

Da Riquelme stoppede karrieren i januar i år, blev han hyldet som den sidste af sin slags. Måske på allerhøjeste niveau, men der er stadig få tilbage. Men det er ikke helt skudt ved siden af at påstå, at rendyrkede specialister er en uddøende race i fodbold. Desværre.