C/N: U21 EM. Gruppe B
Generelle

C/N: U21 EM. Gruppe B

Optakt for den anden gruppe ved U21 EM i Tjekkiet

Selvom stort set al fokus har været på den danske gruppe A, så skal man ikke snydes for den anden gruppe. Det er nemlig her, at mange af stjernerne er. 

England er altid et sjovt turneringshold. Først og fremmest fordi de altid ryger (for) tidligt ud. Dernæst fordi de altid har et skønt mix af store Premier League-spiller og kommende League One-spillere. Den altoverskyggende stjerne er naturligvis Tottenhams Harry Kane, der har fået så stort et gennembrud i Premier League, at han er en erotisk drøm for flere Manchester United-fans. Faktisk kan England stille med tre anstændige angribere. Det kommende Liverpool-flop Danny Ings og WBAs Saido Berahino er også med i truppen, og selvom det er tvivlsomt, at Gareth Southgate spiller med alle tre samtidig, så er det en pæn dybde på det engelske hold. Især når man tænker på hvem, der har meldt afbud eller nægtet deltagelse: Phil Jones, Eric Dier, Jack Wilshere, Raheem Sterling, Ross Barkley, Luke Shaw, Alex Oxlade-Chamberlain. Men der er også andre profiler på holdet. Evertons John Stones er bedre teknisk end den normale engelske forsvarer, og med større positioneringsdisciplin, så kan han snildt blive Englands bedste forsvarsspiller. England har et glimrende hold. Men de ryger nok ud  på straffespark. Bare spørg deres træner Gareth Southgate.

En anden der har sendt sit land ud i mørket i en straffesparkskonkurrence er Italiens træner Luigi di Biagio, der mørede den på Fabian Barthezs overlægger imod de senere verdensmestre fra Frankrig. I angrebsduoen Andrea Belotti og Domenico Berardi har italienerne et store talenter, der kan gøre Mario Balotelli overflødig på A-landsholdet indenfor relativ kort tid. Midtbanen er også solid med de genkendelige Stefano Sturaro, Marco Bernazzi og Lorenzo Crisetig. Det er et snedigt turneringshold, taktisk snilde og kollektiv kan blive et problem for England og Portugal, der har større stjerner på holdene. 

Portugal har nemlig to store stjerner med. Midtbanedynamoen William Carvalho spiller for den store Premier League-kontrakt (For Manchester United, Arsenal, Liverpool, you name it) som hans forgængere og FM-favoritter Miguel Veloso og Joao Moutinho har misset før ham. Hvis Carvalho ikke dominerer her, så kan man godt regne med, at han næppe gør sig gældende i Premier League. Spilleren over dem alle som man skal holde øje med er AS Monacos Bernardo Silva. Silva er Portugals næste store ting. Det store spørgsmål er imidlertid om det ender med en ny Ricardo Quaresma/Hugo Viana eller om det bliver til det bedre. En ny Luis Figo for eksempel. Til gengæld er de portugisiske målmænd ekstremt ringe og dermed typisk dårligt balanceret som alle andre landshold fra Portugal. 

Sverige bliver med største sandsynlighed nummer sjok. Det er naturligvis meget hyggeligt med ham angriberen fra Randers og Ludwig Augustinsson med det lækre venstreben, men det er altså ikke et specielt godt svensk hold. Meget afhænger atter af Al-Manchester evighedstalentet John Guidetti. Den store Isaac Kiese Thelin er også værd at holde øje med oppe i front. Han har måske ikke haft en god sæson for Bordeaux, men efter skandinaviske forhold har han et stort talent. Derudover er der den kroatiskfødte Branimir Hrgota, der har en speed, der giver de fleste problemer. Hvis man ikke har set svenskernes anfører PSV-spiller Oscar Hiljemark, så kan man have et lille spil med sig selv om, hvor meget han egentlig minder om Tobias Linderoth. Men det er ikke nok. For svenskernes defensiv er middelmådig, og atter engang er det et discplineret zonespil, der skal føre dem langt. Det kan godt blive problematisk.