C/N: EM-preview - Gruppe B

Gruppe B

En uheldig bivirkning af UEFA’s beslutning om at lade 24 lande deltage ved EM er, at vi bliver nødt til at kæmpe os igennem mængder af uinteressante hold og uinteressante kampe. Dem byder gruppe B også på i rige mængder. Først og fremmest har vi selvfølgelig England - fodboldens Napoleon-kompleks på linje med AGF. Havde AGF vundet pokalturneringen kunne vi se frem til en århusiansk nedrykning næste år.

England har lige slået Tyskland i en spændende men ligegyldig træningskamp. Derfor er de naturligvis ved at blive storfavoritter i de hjemlige medier. Overalt i Skotland, Irland og Wales glæder de sig derfor desto mere til deres forudsigelige exit i en kvartfinale eller måske endda tidligere. Spørgsmålet er så, hvem der bliver dette års Gareth Southgate i straffesparkskonkurrencen. Rusland havde en kort opblomstring under EM i 2008, men har siden da været jævnt elendige, og så er Slovakiet og Wales også med.

England

For fire år siden var England en samling overvurderede, overbetalte førtidspensionister, som på en eller anden måde kom til en straffesparkskonkurrence mod Italien i kvartfinalen. I dag er Englands landsholdsspillere endnu mere overbetalte, men til gengæld er de meget yngre, og tiden vil vise, om de er lige så overvurderede som før. Hvis man gider følge Premier League, lader det til, at yngre engelske spillere faktisk nu indtager vigtige offensive roller for relativt gode hold, så måske går de væk fra 2012’s håbløse kick and rush. Træneren er i mangel af bedre den samme som sidst, mirakelmageren fra Halmstad, Roy Hodgson.

Det kendetegner desuden England, at mange af deres spillere kommer fra hold, der akkurat ikke er gode nok til at være egentlige tophold. På den måde er alt ved det gamle. Liverpool og Tottenham har mange, nogle ville sige for mange, spillere med. Tottenham har i år udnyttet de andre store holds dvale til at blive nummer to. Liverpool har gjort, som de plejer.

England har i de senere år haft en bemærkelsesværdig tradition med at udvikle elendige målmænd, som står i Championship og er med i landsholdstruppen. Det skyldes den arkaiske ungdomsudvikling på øerne, hvor fokus stadig er på at gå ud at flæske igennem. Det giver ikke meget fokus til den noget anderledes træning, der er brug for på målmandsposten.

Ikke mindst derfor er Joe Hart en overraskende udmærket målmand. Selv om vi nød at se Hart blive jordet af Pirlos Panenka ved sidste EM, er han faktisk dygtig nok og naturligvis førstevalg. Reserverne er også blevet marginalt bedre siden sidst. Southamptons Fraser Forster er meget høj. Jack Butland fra Stoke er endnu et engelsk målmandstalent, men han er skadet. I stedet er der lagt op til at se Burnleys Tom Heaton som tredjevalg. Derfor bliver traditionen med engelske sekundamålmænd til slutrunder fortsat, og det glædes vi ved. Det kunne ellers være rigtig sjovt at se Robert Green være med igen.

I kvartfinalen mod Italien i 2012 stillede England med følgende backkæde: Ashley Cole – Joleon Lescott – ÜberConte John Terry – Glen Johnson. Der er mange grunde til at smile for de engelske fans i dag, for ingen af disse spillere er gengangere i år, selv om Terry med sin hang til at støtte underpræsterende fodboldhold nok skal dukke op i fuld krigsmaling. Venstreback Ashley Cole fik ingen opblomstring i Roma og erstattes af Luke Shaw, hvis – og det er et stort hvis – han holder sig rask. Ellers kan Danny Rose fra Tottenham eller sågar Southamptons Ryan Bertrand komme på holdet.

Inde i midten er Gary Cahill den nye John Terry. Han er vicekaptajn for englænderne og kommer således til at spille. Sandt at sige er det i mangel af bedre. Hverken Chris Smalling, evigt skadede Phil Jones eller Phil Jagielka imponerer. Evertons John Stones er efter sigende et stortalent, og takket være overgangssummerne for engelske spillere kan han sagtens blive solgt for en lille halv milliard til sommer. En halv milliard for John Stones. Kyle Walker fra Tottenham eller Nathaniel Clyne fra Liverpool kommer til at være højreback.

Som så mange andre hold med få farlige angribere, stiller England nok op i en 4-2-3-1. Derfor skal vi have to tonsere på midten. James Milner skal nok komme med til endnu en slutrunde, men om han starter inde er et stort spørgsmål. Liverpools Jordan Henderson lader til at være sikker i startelvan og en god grund til at spille bolden forbi den centrale midtbane. Han spiller nok ved siden af Tottenhams Eric Dier. Er de bedre end Scott Parker og Steven Gerrard, ligeledes fra Liverpool og Tottenham?

Leicesters supermand Danny Drinkwater, som heller ikke på navnet minder om Gazza, er den eneste, der burde kunne true de to på en midtbane, som endnu en gang savner kreativitet og taktisk forståelse. Den er endnu et eksempel på den engelske træningskultur, hvor midtbanen ikke er til for at tage del i opspillet. Det kunne være ekstra gyseligt, hvis Hodgson giver Michael Carrick lov til at få endnu en slutrunde.

Når bolden er spillet over midtbanen, skal angriberen heade den ned til en anden spiller, og her ser Englands offensive midtbane noget bedre ud. Wayne Rooney er genopfundet, dårligt, som en slags trequartista, og han tager plads i midten i stedet for Tottenhams Dele Alli, som ingen havde hørt om før i år. Med Danny Welbeck skadet finder vi hurtigløberne Daniel Sturridge, 600-millionerfloppet Raheem Sterling, Theo Walcott og Adam Lallana ude på kanterne. Evertons Ross Barkley bør også være ret sikker på en plads på bænken. Ingen af dem kommer til at hjælpe specielt hårdt til i defensiven.

Længst fremme har England ud af det blå fået nogle folk, der bør kunne gøre det bedre end de gamle flop Darius Vassell, Gabby Agbonlahor og Emile Heskey. Harry Kane bliver nok valgt frem for Leicesters Jamie Vardy. Vardy er ellers en flot fortælling om rags to riches, men Kane er lidt bedre. Det kunne være sjovt at se dem sammen, lidt ligesom hvis man satte Christian Vieri og Christian Lucarelli i det samme angreb. De skulle nok kunne løbe i vejen for hinanden, men fordi Rooney skal være tier, kan man ikke spille med to angribere. Øv for alle os andre.

England kommer heller ikke til at vinde en slutrunde i det år, hvor der er gået et halvt århundrede siden deres sidste slutrundetriumf, men fremtiden er lysere end for ganske få år siden. Måske kan de endda nå en semifinale. Denne gruppe bør ikke byde på nævneværdig modstand ligesom deres kvalifikationsgruppe, hvor de vandt samtlige kampe mod europæiske storhold som Estland, Litauen og Slovenien.

Rusland

Moder Rusland kommer til EM i en spændende tid for russisk sport. Det er bevist, at den russiske stat har videreført den stolte sovjetiske tradition for statssponsoreret doping af elitesportsfolk. Indtil videre er det mest gået ud over atletikken, men ingenting kan naturligvis udelukkes for fodboldlandsholdet. En anden stolt sovjetisk tradition går på, at landstræneren samtidig er træner for et klubhold, der af mange årsager vinder talrige nationale titler. Efter Fabio Capellos forfærdelige tid i spidsen for Rusland, tog Leonid Slutsky derfor over. Han er også træner i hærens hold CSKA Moskva. Det er da lidt nostalgisk. Rusland både overfalder sagesløse østlande, doper deres sportsfolk og har træneren for CSKA som landstræner. Åh ja.

Og ligesom i de glade Sovjet-dage er det russiske landshold langt fra lige så gode, som de burde, landets størrelse taget i betragtning. Det viste de ikke mindst til VM i 2014, hvor de blev slået ud af et udmærket hold fra Algeriet. Det skyldes måske delvist, at deres bedste spillere i høj grad bliver hjemme i Rusland, hvor lønningerne er høje og champagnen sød og klistret.

Russerne kvalificerede sig som toer efter Østrig og foran Sverige Zlatan i deres pulje. Den russiske trøje har fået sådan en skyggeeffekt, der var populær for ti års tid siden, med zarfamiliens tohovedede ørn, og i den skal de følgende spillere floppe igennem:

Den udelukkende i ældre versioner af Football Manager fremragende Igor Akinfeev fra CSKA Moskva er fortsat målmand for Rusland. En klassisk østeuropæisk sæbehandske som Dimitri Kharin, bare med kedeligt hår. Konkurrencen på den plads er ikkeeksisterende i Lev Yashins hjemland. Yuri Lodigin fra Zenit er andenmålmand, mens Spartak Moskvas Artem Rebrov nok er tredjevalg.

Rubin Kazans Oleg Kuzmin er en late bloomer som højre back, og ellers kan Lokomotiv Moskvas Roman Shishkin få en plads i startopstillingen for slet ikke at tale om Zenits Igor Smolnikov. Rusland er naturligvis kendt for de 33-årige Berezutski-tvillinger fra CSKA Moskva. I midterforsvaret tager Aleksei plads. Det gør han ved siden af lige så legendariske og noget ældre Sergei Ignashevich, som også spiller i CSKA. Det gør Aleksei Berezutskis tvillingebror Vasili også, og han kæmper en kamp om at blive venstre back mod Dmitri Kombarov fra Spartak Moskva og Zenits Chelsea-fiasko Yuri Zhirkov.

Med to gange Berezutski, Kuzmin og Ignashevich holder det russiske forsvar en gennemsnitsalder på 34, og de kan få det svært mod gruppens hurtige offensivspillere. Der skal nok også blive plads til CSKA’s Georgi Schennikov. De burde i stedet give Viktor Onopko comeback.

Den fortsat populære 4-2-3-1, som i slutrundesammenhæng gerne bliver til en 4-5-1 eller noget mere defensivt, nyder også stor popularitet på det russiske landshold. Alan Dzagoev var et gigantisk talent ved EM 2012, og han er nu faldet ind i glemslen i den russiske liga, hvor han naturligvis spiller i CSKA Moskva. Meget tyder på, at russerne vil bruge ham som en mere defensiv playmaker end tidligere. Ved hans side spiller flæske-Igor Denisov fra Dynamo Moskva. Denisov har en rig historik med at blive udelukket fra både klub- og landshold, og han kan godt lide at slås. Han kan gøre et kedeligt russisk hold mere underholdende at følge til sommer. Skal der kun være muskler på midtbanen, bliver Dzagoev rykket frem, og så tager Denis Glushakov fra Spartak Moskva plads ved siden af Denisov. Ellers træder Glushakov til, når Denisov får karantæne.

På Ruslands højrekant huserede engang den estiske Mancini i form af Valeri Karpin, som blev træner i Mallorca for at rydde op efter Michael Laudrup. De tider er forbi, og det lader til, at Alexander Samedov fra Lokomotiv Moskva spiller derude nu. Ellers bliver det måske den hurtige Alexander Kokorin fra Zenit. På den anden kant har vi Oleg Shatov, som også spiller i Zenit. Inde i midten er der plads til CSKA og Ruslands kaptajn Roman Shirokov, som er 34 år, langsom og har et spelsinne som Thomas Kahlenberg. Skal farten rykkes frem på banen, skifter han plads med Dzagoev.

På toppen står kampen mellem Zürichs veteran Alexander Kerzhakov og Zenits Artem Dzyuba. Da russerne af politiske årsager nok gerne vil spille med hjemlige spillere over hele linjen, er Dzyuba favorit. Når Dzyuba ikke kan score mål, bliver Kerzhakov derfor skiftet ind. Den i Tottenham ikke længere så savnede Roman Pavluchenko er gået på pension.

Rusland bør naturligvis gå videre fra gruppen, men udelukkende takket være landets størrelse. Hvis de havde en talent pr. indbygger ratio som Wales eller Slovakiet, kunne de nå langt. Det gør de ikke i år. Heldigvis.

Wales

Wales skal være med i deres første slutrunde nogensinde, og det kan de selvfølgelig takke deres kvalifikationsgruppe for. De sluttede efter Belgien, som er gode, men resten af gruppen med Bosnien og Israel som de nærmeste konkurrenter, var ikke just skræmmende modstand. Det betyder også, at Gareth Bale ikke ender som Ryan Giggs, der aldrig deltog i en slutrunde, og det er han sikkert glad for.

At Wales aldrig har været med i en slutrunde vil sige, at vi på Conte/Nestor aldrig har skrevet et preview om dem. Derfor er det nu på sin plads og aldrig for sent, at vi mindes en af spillets største Nestors – Gary Speed, som på tragisk vis tog sit liv for nogle år siden. Ham glemmer vi aldrig.

Efter Speeds død overtog Chris Coleman, som er en klassiker på fodboldkort fra slutningen af 90’erne ledelsen af holdet, og det har han gjort til ug med kryds og slange. Wales spiller faktisk ikke med en klassisk britisk 4-4-2, selv om det kunne være flot. I stedet gør de brug af en nærmest Hareide-agtig 3-4-2-1-opstilling, som nemt kan blive til en 7-3-1 eller 5-4-1 alt efter temperament. De ser faktisk ret stærke ud.

Wayne Hennessey er blandt Premier Leagues mindst imponerende målmænd, men der skal ske meget, før han mister sin plads på Wales’ landshold. Sin plads i Crystal Palace skal han nok miste. Alternativerne er Owain Fon Williams fra navnkundige Inverness Caledonian Thistle i den skotske ligas bløde mellemgulv og marginalt mindre berømte Danny Ward fra Liverpools femtehold.

Tidligere Viborg-reject Ben Davies er i dag venstreback for Tottenham, og han kan også spille i midten. Det gør han for Wales, medmindre de vælger at spille med fire bagved. Så rykker han ud til venstre. Holdets Nestor Ashley Williams spiller for Swansea og er det, der kan betegnes som en klassisk britisk forsvarsspiller. Han er anfører for både klub- og landshold, og ved siden af ham har vi foruden Davies også Readings Chris Gunter. Hvis forsvarets højde og vægt skal øges med en hel del, har vi James Chester og James Collins på bænken.

Som wingbacks finder vi Swanseas Neil Taylor til venstre, og til højre har vi Fulhams Jazz Richards eller Adam Henley fra Bristol City, ikke Bristol Rovers. Bristol skulle faktisk være en helt fin by, men alligevel kender man ingen der har været der. Det er heller ikke så langt fra Wales. Hvis der skal flere muskler og mere lossebold ind i forsvaret i form af Collins eller Chester, rykker Ben Davies ud på venstre wingback.

Det betyder, at der er plads til to dørmænd foran forsvaret. Der er i sagens natur masser af muskelmænd at vælge imellem, men det lader til, at Wales går efter de mindst uelegante på lager. Joe Ledley fra Crystal Palace brækker modstandernes ben og giver så bolden til Liverpools kedelige Joe Allen, som skal gøre noget fremadrettet med den. I sin fritid adopterer Allen høns, der er for gamle til at lægge æg, så de ikke ender i hønseavleres suppegryder. Det er sympatisk over for hønsene, men vi tror, at mange Liverpool-fans er ligeglade. David Cotterill, Jonathan Williams og David Vaughan, som alle spiller i sekundære engelske ligaer, supplerer.

Arsenals Aaron Ramsey har jo en evne til at score mål, kort tid inden berømte folk dør. Undertegnede har stadig svært ved at tilgive ham for David Bowie, og til sommer kan hans (u)frivillige massakre fortsætte. Der skal nok komme muligheder for ham i en gruppe, hvis forsvar ikke ligefrem kendetegnes ved tophastigheden. Han spiller ved siden af navnkundige Gareth Bale, som tjener til livets ophold i Spanien.

De to spiller bag en, skal vi sige noget mere stationær, angriber i form af Sam Vokes fra Burnley, hvis da ikke notorisk ufarlige Hal Robson-Kanu fra Reading tager den plads.

Wales kan sagtens gå videre fra denne gruppe, og de kommer til at skabe problemer mod et Rusland, som ikke ser specielt interessante ud. Med fart over kanterne og på den offensive midtbane er de gode på kontrastød, som de nok skal få nogle af mod både England og Rusland. Mod Slovakiet skal de nok derimod forvente at få en del boldbesiddelse, og det bliver spændende at se, hvordan de forvalter den. Vi kan se med allerede den 11. juni kl. 18, og det kunne være, at der også er billetter til kampen i Bordeaux. Så kan man også drikke noget god vin.

Slovakiet

Slovakiet blev jo Italiens overmænd ved VM i 2010. Her kom de helt til ottendedelsfinalen, hvor de tabte til Holland. Siden da har vi hørt meget lidt til dem. Men det slutter nu, hvor de er tilbage som absolutte underdogs i EM’s gruppe B. Faktisk har de vundet EM med Tjekkoslovakiet og Panenka og alt det der tilbage i 1976, og det er derfor kortere tid siden, at Slovakiet vandt en titel end England.

I vores gennemgang af gruppe A var Albanien nok det mindst navnkundige hold. Helt så ukendte er slovakkerne ikke, men vi må ærligt indrømme, at der er mange af dem, som vi ikke går og tænker over til daglig. Havde de så bare deres ishockeylegende Miroslav Satan med, så var der i det mindste et sjovt navn. Men nej. De gik videre som toer i deres pulje efter Spanien, som de rent faktisk slog kort tid efter VM, men før Ukraine, og det er da meget godt gået for det lille land. Taktisk taler vi om endnu en defensivt orienteret 4-2-3-1.

Noget der kunne have lunet mange russiske hjerter forud for deres indbyrdes opgør var, hvis nu Esbjergs Martin Dubravka havde været førstemålmand for Slovakiet. Det er han ikke. Heller ikke længere for Esbjerg. I stedet har vi Matus Kozacik fra Viktoria Pilsner mellem stængerne, og som reserve har vi den tidligere Everton-reserve Jan Mucha, som nu spiller hjemme i Bratislava. Dubravka kan stadig godt blive tredjevalg.

Inden denne sæson var en af Romas mere besynderlige handler at hente den unge Norbert Gyomber. Han er meget høj, besidder ingen teknik og har faktisk spillet højre wing for Roma. Når han ellers har spillet, og det er ikke meget. På det slovakiske landshold er han andetvalg som højre back, for her spiller Hertha Berlins Peter Pekarik.

Så er det tid til en gammel kending og garant for mindst et selvmål pr. sæson. Måske kommer der også et til EM, vi håber sådan. Ladies and gentlemen, kaptajn Martin Skrtel i midterforsvaret. Det bliver sjovt. Ved hans side spiller Kornel Salata fra Slovan Bratislava. Hvis I nu tænker, at hans navn ikke lyder så slovakisk, så det gør noget, skyldes det, at han er en del af det ungarske mindretal i Slovakiet. Så ved I det. Veteranerne Tomas Hubocan og Jan Durica, som spiller i forskellige Moskva-klubber, er udskiftere i midterforsvaret. Skrtel kan ikke kun lave selvmål, han kan også sagtens blive udvist, så de kan godt komme i spil.

Ude til venstre finder vi Dusan Svento, som er reserve i FC Köln. Lukas Tesak, som spiller i Kazakhstan og har nogle flotte tribal-tattoos er også venstreback.

Rygterne vil vide, at Slovakiet har et par meget spændende og ret unge centrale midtbanespillere i form af Erik Sabo og Jan Gregus. De startede den seneste træningskamp mod Irland, og det vil være modigt, hvis de bliver foretrukket i startopstillingen frem for mere rutinerede valg. Her tænker vi selvfølgelig først og fremmest på Juraj Kucka, som sidder på bænken i Milan, men også på Marek Sapara, Viktor Pecovsky og Karim Guédé.

Ligesom hos England har også slovakkerne deres force på den offensive del af midtbanen. På en af kanterne har vi Miroslav Stoch, som scorede sejrsmålet mod Spanien i kvalifikationen og engang også scorede 2012’s bedste mål. Han kan få følgeskab af det tidligere Al-Manchester City-talent Vladimir Weiss, som i en alder af blot 26 år har valgt at spille fodbold i Qatar, hvor han er en af de helt store stjerner. Flot. Veteranen Stanislav Sestak fra Ferencvaros er også en mulighed til begge kanter, ligesom den til tider geniale Robert Mak, som spiller i PAOK Saloniki.

Hvis Mak ikke spiller fra start, skyldes det nok, at slovakkernes fiksstjerne Heste-Marek Hamsik fra Napoli naturligvis får pladsen bag den enlige angriber. Hamsik lader til at nyde livet i Napoli, hvor han også kan fremvise Serie A’s og EM’s grimmeste frisure i skarp konkurrence med Belgiens Radja Nainggolan. Mens resten af det slovakiske hold i bedste fald er middelmådigt, kan deres offensive midtbane under Hamsiks ledelse gøre livet hårdt for gruppens mange tunge midterforsvar.

Foran finder vi nationalhelt Robert Vittek, som scorede fire mål ved VM i 2010. Han er blevet 33 og tørner ud for Slovan Bratislava. Vittek har desværre været plaget af mange skader i de seneste år, og hvis han ikke er fit, kan det være, at en af de offensive midtbanefolk tager hans plads i angrebet. Ellers kan vi få Michal Duris fra Viktoria Pilsner at se.

Opsummering

Takket være gruppens kvalitetsmæssige mangler må England siges at være storfavorit. Bag dem ser gruppen ret lige ud. Man ved aldrig med Rusland, men på papiret virker de ikke synderligt inspirerende, og det er Wales og Slovakiet sikkert glade for. Kampen mellem Rusland og Slovakiet den 15. juni i Lille kan nemt blive en nøglekamp, men samtidig en af slutrundens absolut kedeligste. Dagen efter kunne det varme vores hjerter, hvis Wales slog England.

Gruppens Conte

Raheem Sterling fra England. Det er selvfølgelig godt for ham, at han er kommet væk fra Liverpool, og Al-City-ledelsen er nok pænt ligeglad med den halve milliard, de har spildt på ham. Alligevel viste hans præstationer, eller hvad man nu skal kalde dem, i Champions League-semifinalen mod Real Madrid, alt det, der er galt med engelsk fodbold i dag. Hvor Stuart Pearce tidligere var forbilledet med tekniske mangler og vinnarskalle, virkede det som om, Sterling ikke gad, når han ikke var holdets absolutte stjerne. Det er da usympatisk. Conte-rating 6,8.

Gruppens Nestor

Ashley Williams fra Wales. Ligesom Carsten Hemmingsen er Ashley Williams et eksempel på, at man ikke nødvendigvis behøver at bestride et enormt talent, hvis man vil nå langt på de britiske øer. Dumpet af en ungdomsafdeling så middelmådig som Wolverhamptons, har han arbejdet sig op gennem de lavere rækker og er nu på det nærmeste en klublegende i Swansea, som engang var Premier Leagues svar på Haderslev FK. Og så bruger han sin formue på at hjælpe kræftramte børn i sin fritid, hvilket vi ikke just tror, at Sterling bruger sin tid på. Nestor-rating 6,6.

JONAS NEIVELT