C/N: Ctrl+Alt+Delete, Tottenham
Illustration
Generelle

C/N: Ctrl+Alt+Delete, Tottenham

Denne analyse handler om Tottenham, der måske bør nulstille totalt

Kort før jul, da Andre Villas-Boas blev fyret, skrev vi, at det var et svært og let valg at finde den næste manager. Dengang skrev vi "Bunden er ikke nået endnu for Tottenham, det kan blive meget værre endnu." Man kan med rimelig grund, argumentere for, at det er meget værre for Tottenham og Tim Sherwood. Det har ikke været godt. Hverken defensivt eller offensivt. Dels på grund af fejl, og dels på grund af at det taktiske udgangspunkt har ændret sig med Sherwoods vekslen imellem 4-5-1 og 4-4-2. En af de få positive ting har været en kort opblomstring af Emmanuel Adebayor, og så har Hugo Lloris understreget, at han er for god til klubben. Men derudover har der ikke været meget at skrive hjem om. Flere nøglespillere som Jan Vertonghen og Sandro har underpræsteret, imens de, på papiret, gode spillerindkøb Paulinho, Erik Lamela og Roberto Soldado slet ikke har slået til.

Ovenpå de dårlige resultater er rygterne allerede begyndt at svirre om en snarlig fyring af Tim Sherwood, hvis ringe taktiske evner, kun overgåes af endnu ringere kommunikationsevner. Snart vil rygterne om spillerafgang også snart tage til. Især hvis det lykkes for nogle af Tottenhams spillere at få en god VM-slutrunde. Men Tottenham er nødt til at tage nogle ret alvorlige beslutninger. For det første, skal Daniel Levy fortsætte? Levy er en fremragende sælger, men kan aldrig indfri forventninger til klubben og egen ambition, ikke meget ulig en Jens Ørgaard i FC Midtjylland. Levy har gjort det fremragende med salgene af bl.a. Luka Modric og Gareth Bale til Real Madrid, men har han overordnet set løftet klubben? Den næste beslutning er, om Franco Baldini skal fortsætte som sportsdirektør. Baldini har et usædvanligt godt netværk, og skal han erstattes finder man næppe en med samme berøring med agenter, men Baldini har brændt for mange penge af på dårlige indkøb, og er under voldsomt pres. Spillere som Lamela og Capoue er gode på papiret, men passer bare ikke rigtigt ind. Så spørgsmålet er bare, hvem der får skylden for fiaskoen. Baldini eller Villas-Boas/Sherwood. Det leder egentlig til næste beslutning. Hvem er klubbens næste manager? Louis Van Gaal, Harry Redknapp, Malky Mackay og Roberto di Matteo har allerede ramt rygtebørsen. I December skrev vi også om de tætte forbindelser imellem Baldini og den nu tidligere Zenit St. Peterborg-træner Luciano Spalletti. Spalletti er i vores øjne stadigvæk det bedste fit. Taktisk klog, samtidig med at han også er en type, der plejer at være vellidt blandt sine spillere, modsat Van Gaal, der er lidt af en konfliktmager. At 'Arry Redknapp er på tale igen, er en totalt falliterklæring af de store.

Udrensning i Tottenham bliver skaleret efter hvor mange hoveder, der kommer til at rulle i ledelsen. Bliver Baldini vil han formentlig gerne forsvare flere af de indkøb, som han har været bagmand for. Ryger Baldini, så vil en ny sportsdirektør og manager ikke have samme forhold til trup og spillestil. Topmoderne kontinental fodbold med Juande Ramos eller Andre Villas-Boas var ikke lykken for Tottenham, og den klassiske britiske stil har ført dem endnu tættere på mørket. Nu er spørgsmålet bare om man tør at lave den store udrensning, der måske er nødvendigt.

Conte/Nestor-skalaen er et skrivekollektiv udi sport og spil. Conte/Nestor er alvorlig satire. Her bliver alle hadet og latterliggjort ligemeget, ikke mindst dem selv. Der tages ingen fanger. For kontakt. Prøv Facebook, Twitter eller contenestor@tipsbladet.dk