Messi har fået et sleeve og snyder i skat, fuck

Som den dygtige Sid Lowe fra The Guardian meget rigtigt påpeger, så betød Real Madrids sejr over Barcelona sidste weekend måske ikke det store ift mesterskabet, men ikke desto mindre forandrede det noget; nemlig hvordan tingene føles. Real Madrid følte sig anderledes, det var tydeligt at se på billedet fra omklædningsrummet bagefter med triumferende weekendstemning, understreget af Ronaldo i underbukser (eller også er det altid sådan i omklædningsrum, jeg ved det jo ikke). Fuldstændigt intetanende om deres semi-elendige Champions League præstation og -resultat nogle dage efter. 

 

Og Barcelona føles også anderledes. Det føles lidt som den uundgåelige affortryllelse, der hører med til at lære nogle at kende sådan rigtig godt; formdyk, fejl, skuffelser; alt inklusiv. Jeg ved godt, vi lige skal huske at klappe hesten i fodbold, fordi så længe bolden er rund og alt det der, men det var immervæk noget overraskende makværk at sidde og kigge på lige pludselig - i betragtning af, hvor suveræne, de har syntes, og hvor grundsikker, jeg følte mig, da jeg væddede en kasse øl om den Champions League sejr. De virkede næsten desorienterde i den clasico, i hvert fald underligt upræcise. Langt bedre var det ikke i tirsdags mod Atletico, hvor Neymar i store dele af kampen var tilbage i sin stor-fumle-form og brændte chancer som du fristes til at tro, at selv Bendtner havde sendt ind (Nu skal man jo selvfølgelig spille på et hold, på en bane, foran et mål for at brænde chancer, men I forstår, hvad jeg mener). For slet ikke at tale om Messi. Han var også træls. 

 

Messi, Messi, Messi. Du er ikke under afvikling vel? Er det en identitetskrise, som i virkeligheden begyndte, da du fik hele din arm overtuschet for at se sej og farlig(ere) ud? 

En ting er, at Messi nu igennem to vigtige kampe har virket lettere frustreret og langt fra har bragt sit sædvanlige A-game, det skal han garanteret nok komme efter igen. En anden ting er, at han muligvis viser sig at være et stenrigt grådigt svin.

 

I næste måned skal han i retten med sin far, tiltalt for tre tilfælde af skattesnyd (klassisk showbiz-element i øvrigt, det der med den pengegriske far, der fucker det mere eller mindre op for det unge talent). Og nu dukker Messis navn så op i de brandvarme Panama-papirer, hvor han sammen med nogle narkobaroner, Putin og andre moralsk tvivlsomme typer, tilsyneladende har skippet en del millioner afsted til skattely. Officielt benægter Barcelona det. Men det begynder ærligt talt at synes suspekt. 

 

Og suspekt går dårligt med Messis lille statur, hans uovertrufne magi på banen, den altid halvdårlige frisure, det noller jakkesæt, det i det hele taget ustylede, ufarlige, konfirmandede brand. Sådan en du lige har lyst til at pure lidt i håret, mens du står med armen om ham, og fortæller ham, at han nok skal få masser af fjas en dag med den autentiske flink-fyr-attitude, han har kørende for sig. Og måske er det netop identitetskrisen; Messi er forbandet træt af at være Mr Nice Guy, påtager sig bad boy maskulinitetsattituder og kæmper med den moderne rolle som mand, som da også peger i alle mulige retninger, det er nemt at blive forvirret, det må vi medgive ham.   

 

Først prøvede han for nogle år tilbage med en undertøjskampagne for Millinium-kongerne Dolce og Gabbana. Der blev forsøgt sexy time med Messi, six pack og et lapset udtryk. Ubehageligt på den måde, det må være at møde sin lillebror i underbukser og en intimsituation. Så gik der rygter om episoder, hvor han begyndte at opføre sig som en forkælet møgunge - bl.a. den morsomme hverdagsfortælling om, at Pep skulle have bestemt, at han ikke måtte drikke cola inden en kamp, hvorefter Messi dukker op med en dåsecola og et hånligt smil til taktikmødet. Når Messi vil have en cola, så skal han FANDME bare have den cola. 

Så fik han et sleeve. Så begyndte han at blive taget i at snyde i skat.   

 

Udfordringen med flink-fyrs-identiteten er for det første, at den ikke sælger nær så mange fodboldtrøjer som den, der inkarnerer krigerisk ærke-maskulinitet, som vi fx kender og elsker den hos Zlatan. Den der indædte måde at føle sig anfægtet af verdens modstand på, der gør, at Zlatan samtidig med, han ikke skyer nogle midler, heller ikke giver en fuck. 

For det andet er flink-fyrs-brandet ret sårbart over for, når du begynder ikke at opføre dig særligt flinkt længere. Det andet giver langt større muligheder for at opføre sig usympatisk. Det ville ikke undre mig, hvis Zlatan havde en bankkonto på Cayman Island. Ligesom det trods alt ikke var mere overraskende end som så, da det endelig kom frem, at den altid åbenlyst mega kyniske Lance Armstrong havde mobbet hele sit cykelhold til at tage stoffer med ham.

 

Gudskelov er mennesker – hvis de ikke først er blevet bange - tilbøjelige til at tro det bedste om andre mennesker. Og vi vil gå langt for at bevare den tro. Langt for at tingene ikke skal forandre sig og føles anderledes. Så vi lyver gerne lidt, for os selv og hinanden. Konstruerer nogle fortællinger, vi gerne vil høre. Som den, at verdens bedste fodboldspiller også er verdens super flinkeste fyr uden for banen. Men Messi begynder pågående at rejse spørgsmålet; Hvad stiller du egentlig op, når mennesker, du holder af, begynder at opføre sig usympatisk? Når det de gør, strider imod alle dine værdier i en så grundlæggende grad, at du måske er nødt til at opgive dem? Eller tilgive dem?

 

Bag affortryllelse gemmer sig først desillusion og meningsløshed, og dernæst blot virkelighed. Den der vi alle sammen er tvunget til at bevæge os rundt i; hvor de fleste af os ind i mellem kommer til at opføre os som..nå, ja, som mennesker. Bare ikke Messi. Han var jo ikke gjort af stof af denne verden. Fuck.