Tamboura-sagen: Når en sejr ikke bare er en sejr

Nogle gange er en sejr ikke bare en sejr. Nogle gange er en kamp mere end bare en kamp. Nogle gange er der mere på spil.
Fodboldskeptikere vil ryste på hovedet og sige, at det er noget pjat. Fodbold er 22 mænd, der løber rundt på banen efter den samme bold og længere er den ikke. Men formentlig har den slags utyske ingen gang her og så behøver vi ikke tage hensyn til dem.

Så tillad mig at fabulere videre og sige, at Hobros 2-1-sejr over AGF var netop sådan en kamp. Først var kampen en oprejsning til Martin Mikkelsen, som skreg års frustrationer ud efter målet til 2-1. Så dagen efter skrev jeg en længere hyldest til ham, om hvor meget han fortjente det. Men jeg nåede ikke engang at offentliggøre indlægget, før det hele ændrede sig. Adama Tambouras spillercertifikat var ikke blevet indhentet rettidigt.

Hvordan sagen end ender er det i hvert fald ikke kampen på banen, som vi vil huske 2-1-opgøret for, men alt det udenom.

Fra det øjeblik det kom frem, at der var blevet begået en fejl, vendte mange på en tallerken. Pludselig gik Hobro fra at være et friskt pust til at være amatører, sådan som de i øvrigt har været hele tiden og som vi hele tiden har kunnet se, sagde de rigtig kloge.

Jens Hammers hoved blev krævet på et sølvfad, fyr manden, det må have konsekvenser. Ud med den sportslige ledelse! Hvad siger bestyrelsen? Den selvsamme sportslige ledelse som har så stor en aktie, at Hobro er kommet så langt som de er, kræver man fyret/sanktioneret/pisket/stenet på baggrund af én fejl.

I en kommentar til en artikel om sagen, så jeg en person kommentere, at Steen Juulsgaard ikke skulle sidde med sådan en smøret smil, når man har lavet sådan en brøler. Billedet til artiklen var et arkivfoto! Da jeg bemærkede, at der var tale om et arkivfoto, svarede han, at han var ligeglad. Jeg får lidt samme følelse i kroppen, som Cormac McCarthy skriver om i bogen ”Ikke et land for gamle mænd”, da en gammel sherif skal beskrive, hvordan han har set verdens ondskab ændre sig til det meningsløse.
Hvad skal man stille op med den slags?

Det gør mig altså ærgerlig at se på. Vi kan da hurtigt blive enige om, at fejlen er dum og ikke må ske. Selvfølgelig skulle der have været styr på sådan noget. Selvfølgelig er det pokkers ærgerligt for Martin Mikkelsen, der fik sin oprejsning, der fik sin historie, der fik sit velfortjente moment of glory mod en tidligere arbejdsgiver, der ikke troede på ham. Man kunne se, hvor meget det betød for ham. Han skreg det hele ud, mens Hobro-bænken som sædvanlig gik amok i solidarisk glæde over fællesskabets succes, over individets oprejsning, over endnu en sejr til konceptet i klubben.

Det er ærgerligt for hele konceptet i Hobro, for sejren var jo mest hele klubbens. Det var vigtige tre point og et symbol på, hvor langt de er nået. AGF’s reserver har været med til at bygge klubben op. En del af Hobros succes er skabt ved, at man har hentet overskudsspillere fra omkringliggende klubber i en radius af 70 kilometer – Århus, Skive, Viborg, Randers og Aalborg – og gjort dem til stamspillere i Hobro. Sådan er man gået fra 2. division til Superligaen. Jesper Rask blev hentet som 3. keeper i AGF i 2010, langt fra spilletid og en fremtid i startopstillingen. Endnu en bristet drøm. Dengang kunne man kun drømme om at slå AGF. Nu er det virkelighed. Drømmen gik i opfyldelse.

Så det tror da fanden, at spillertruppen sparkede til lidt stole og råbte lidt op, da nyheden om fejlen kom frem lørdag eftermiddag, for pludselig var alle de ting lige meget.
Og det er da også dumt. Men fejl sker og netop den fejl er sket før og kommer formentlig til at ske igen.

Men jeg ærgrer mig, når jeg ser, hvor hurtigt retorikken bliver unødvendigt hård. Jeg ved godt, at fodboldeliten får mange penge for at være i skudlinjen og derfor også må tage nogle knubs, specielt når der begås fejl. Fodbold har den glimrende funktion, at den for publikum kan fungere som en slags ventil, hvor man kan råbe nogle ting, man ellers ikke kan råbe. Man kan på stadion og foran fjernsynet få nogle ting ud, som måske ellers ville være blevet holdt inde.

Jeg kan og vil bare ikke forstå eller acceptere, hvordan man på de sociale medier kan få sig selv til at svine andre mennesker sådan til. Jeg synes, at der er enormt langt fra at sidde og hidse sig op til aktivt at udbasunere denne ophidselse skriftligt.
Men jeg er ikke den eneste, der ikke forstår tidens hårde retorik. Det er oppe i tiden ikke at kunne forstå det. Folk må jo generelt mangle at føle sig hørt.

Det er ikke længe siden, at man hyldede Hobro for ikke at gøre fodbold til mere end det er. Lovpriste dem for deres uhøjtidelige tilgang.

Nu, fra det ene øjeblik til det andet, er Jens Hammer Sørensen en klamphugger, der kun bekymrer sig om eliten i klubben, mens bredden går for lud og koldt vand. Jens Hammer må væk. Klubben er i frit fald. Hobro er, som vi hele tiden har sagt, ikke gearet til dette niveau. Og det var der da ganske rigtigt en masse, der sagde for et års tid siden inden den første sæson i Superligaen. Dem blev kæften da gudskelov lukket godt og grundigt på.

Jeg forstår ikke behovet for at udtale sig om andre mennesker eller forhold, som man ikke har belæg for at udtale sig om. Det er en hård måde at behandle mennesker på uanset hvor mange penge, man får i løn og hvor offentligt et ansigt man er.

Kan man ikke vende den om og sige, at det da egentlig er imponerende godt gået, at vi ikke på noget tidspunkt har set én eneste anden fejl i Hobro i den tid, de har været en del af det gode selskab. Specielt taget i betragtning, at mange i klubbens ledelse varetager jobs ved siden af.

Lad mig minde om, at de to øverste poster i Hobro bestrides af sportschef Jens Hammer Sørensen, som er folkeskolelærer på fuld tid ved siden af samt bestyrelsesformand Steen Juulsgaard, som er investeringschef i Jutlander Bank. Lad mig minde om, at man ikke tager en uddannelse som sportschef. Lad mig også minde om, at bestyrelsesformand ikke er det samme som en fuldtidsansat og lønnet direktør.

En bestyrelsesformand arbejder ikke per automatik i alle døgnets vågne og frie timer for en fodboldklub. Og en sportschef ansat på deltid står ikke per automatik til rådighed i døgnets 24 timer for klubben og specielt ikke med et fuldtidsjob ved siden af samt en familie, der skal passes. Men tro mig, når jeg siger, at det ikke er meget galt, at man i Hobro netop har gjort det. Og nej, det har ikke været på grund af pengene. Så prøv dog for guds skyld at anlægge en smule perspektiv, kære medmennesker, inden man kræver andre menneskers undergang. Ville du ikke ønske samme behandling for dig selv?

Hobro-ledelsen har, sammen med den øvrige ledelse, i årevis lavet et jættearbejde og knoklet mere end hvad rimeligt er uden at lave fejl. Alle de udfordringer de har stået overfor, og der har været mange, har de løst til punkt og prikke. Stadionudvidelse og forbedringer, evige forhandlinger med nye og eksisterende spillere og spillersalg. Rigtig mange udfordringer har været ting, man har skullet håndtere for første gang. Man er på en måde startet i nyt job i Hobro mange gange i løbet af de seneste par år.
Lad mig igen igen minde om, at så sent som i starten af 2011 var det år 0 i Hobro. Der var ingen sportslig ledelse. Der var knap varmt i bruseren. Der var intet klubhus.
Er det på den baggrund da ærlig talt ikke meget godt klaret, at der ikke er sket flere fejl?

Vi grinte alle sammen, da de slog FCK 3-0 i Parken. Vi nød de fire sejre over Brøndby, 1-0-sejrene over Randers og AaB og alle andre meritter, som ingen havde regnet med. Men ligeså snart der sker en fejl, så falder hammeren. Den retorik forstår jeg ikke er nødvendig. Men det er som om, at tidligere tiders meritter kan man ikke bruge til noget som helst i fodbold. Her er verden sort/hvid og evnen til at sætte ting i perspektiv er en by i Rusland. Og det synes jeg er til at brække sig over. Jeg forstår ikke, at tonen skal være så hård.

Nu ser sagen ud til at trække i langdrag, fordi Hobros advokat har fundet et hul i regelsættet. Og så kan man da håbe, at sagen om ikke andet får den effekt, at reglerne bliver ændret, således at spillercertifikatet følger spilleren automatisk og elektronisk fremfor at ligge i den tidligere klub.

Jeg synes ikke, at der er nogen grund til at skyde med skarpt længere i denne sag. Kender man bare det mindste til Jens Hammer Sørensen, så ved man, at han er mere end almindeligt ked af denne sag. Ikke mindst overfor spillerne, hvis ve og vel han går op i med liv og sjæl. Jens Hammer er en god mand med et godt hjerte, som vil folk det bedste, så hold kommentarerne om fyring, klamphuggeri og amatørisme for dig selv. Det er ude af proportioner.

En god regel for hvordan man helt generelt skal opføre sig er, at man generelt ikke skal råbe, skrive eller postulere noget om andre, som man ikke kan sige eller forsvare ansigt til ansigt overfor vedkommende, det drejer sig om. Og jeg tror ikke på, at en eneste af de, der har været hårde ved Jens Hammer tør stå ved den hårde retorik, der har været benyttet, hvis de skal gøre det ansigt til ansigt. Og jeg opfordrer i øvrigt heller ikke til, at man gør det, bare lige for at skære det ud i pap.

Så lad Jens Hammer og Hobro være.

Lad også Jacob Nielsen og AGF være.

Og lad Peter Christiansen og Randers være.

Lad være med konstant at lede efter et sted at placere skylden. Det gavner sjældent noget og klæder ikke nogen. Lad os i stedet lære af det og lave reglerne om, så spillet afgøres på banen i stedet for udenfor. Regler er ikke altid til for at blive ændret, men i dette tilfælde er de. Der er ingen, der har interesse i det her og det bringer intet godt frem.