Tvillingerne fra Vestegnen

På en ferie til deres fars hjemland Gambia i 1999 bliver tvillingerne alvorligt syge. Dagen inden afrejsen til Danmark begynder de begge at få det dårligt. Et myggestik på Jonas’ lår udvikler sig til en byld. Samme dag får Simon nogle af de samme byldlignende knopper lige over sine balder.

Da de ankommer til Danmark, bliver Jonas straks kørt på sygehuset, hvor han får renset såret på sit lår. Da han om natten igen bliver svimmel og dårlig, bliver han kørt til hospitalet, hvor han bliver indlagt, da lægerne frygter, han lider af en tropisk sygdom.

Simon får det også dårligere i løbet af samme nat og bliver kørt på sygehuset om morgenen. Begge tilbringer de en uge til ti dage på en lukket afdeling, indtil lægerne finder ud af, at der er gået en kraftig infektion i drengenes sår. I Jonas’ tilfælde kommer lægerne til at lukke såret for tidligt, hvorfor hans ben efter få dage begyndte at lugte råddent. Han får senere fortalt, at han kun var to uger fra at miste sit højre ben. Begge kom sig fuldt efter to måneder.

Tipsbladet møder Richter-brødrene ved Farum Park efter deres formiddagstræning dagen før FC Nordsjællands udsatte SAS Liga kamp mod FC København. De er begge smilende og i godt humør, da vi sætter os til rette på første sal over receptionen. Simon trækker sin orange hue af, og afslører sit korte mørkkrøllede hår. Jonas (som han normalt kaldes) til gengæld er helt kortklippet, og begge læner de sig tilpas tilbage i stolen.

Droppet på skift i Brøndby
Siden drengenes far tog dem til træning hos Frem, da de var seks år, har de to altid spillet på samme hold, men som første års ynglinge i Brøndby blev tvillingernes navlestreng til hinanden for første gang skåret.
Jonas: ”Trænerne begyndte at synes, at Simon og jeg ikke skulle spille på samme hold.”

Simon: ”De fortalte, at jeg skulle spille på andetholdet. Jeg var jo altid vant til i hvert fald at træne med førsteholdet, så det var et ordentligt slag i hovedet, også fordi jeg altid havde været vant til at spille sammen med Jonas.”

Simon ville ikke nøjes med ynglingenbold i tredje division og skiftede derfor til B93, hvor han var i et halvt år.

Simon: ”Men socialt var det slet ikke mig.”

Jonas: ”Især ikke hvis man kommer fra et sted, hvor man har haft det godt socialt. Vi var jo i Brøndby, hvor vi for eksempel spillede sammen med vores bedste ven, Dennis Engstrup. Alle vores venner var i Brøndby.”

Men var det svært at være væk fra hinanden?
Jonas: ”Det var ikke så svært at spille i hver sin klub. For vi så hinanden hver dag alligevel. Ens andre venner spillede bare i Brøndby. Hele ens netværk. Så han følte ikke, at han var på samme måde socialt inde i det,” fortæller han, som om han selv har prøvet det. Og det har han faktisk også.

For efter et halvt års Simon-eksil fra Brøndby, vendte han tilbage til klubben, da han modtog et opkald fra den nye træner, som fortalte, at der igen var plads til ham.

Brødrene nåede at spille sammen i endnu et halvt år, før det blev Jonas’ tur til at blive droppet.

Jonas: ”De ville ikke have, at vi skulle spille sammen.”

Hvorfor ikke?
Simon: ”De syntes, at vi mindede for meget om hinanden.”

Jonas: ”Som andetårs skulle man gerne spille hver gang, og der var mange ligesom Kasper Lorentzen, som var rykket op et år før tid og spillede i Danmarksserien, så vores hold var ikke særlig godt. Så hvor jeg troede, at jeg skulle være bærende kraft på holdet, var det meget frustrerende at få fortalt, at de faktisk blev nødt til at sende mig videre.”