Den danske polak med familien som rygrad

En frisk vind danser tango med to løvblade, der har formået at undgå den ellers minutiøse fejning af fortovet. Solen stikker momentvis sit ansigt frem og griner hånligt, inden den igen kryber i skjul bag de mørke skyer.

Det er onsdag på Hvidovre Stadion, og den danske sommer ligner sig selv i sin gråmelerede tristhed. Men noget er i gære i den københavnske forstad. En nærmest øredøvende stilhed har lagt sig over det gamle Hvidovre Stadion, der bestemt ikke er hverken faldefærdigt eller ramponeret, men som dog har set bedre dage.Denne eftermiddag skal Hvidovre spille træningskamp mod FC Københavns reserver, og det er som om, selve stadion er klar over den kommende kamp og derfor tager sig et hvil, inden det går løs.På muren over hovedindgangen er fire årstal bøjet i neon. 1966, 1973, 1981 og 1980. Årstal, der vidner om stolte tider i traditionsklubben Hvidovre. Bortset fra 1980, der henviser til sejren i pokalfinalen, viser tallene de tre gange, hvor klubben har vundet det danske mesterskab. Det er godt nok et stykke tid siden, men antalsmæssigt placerer det Hvidovre på højde med en klub som AaB.

Familien Hvidovre

Lyset i aulaen tænder med et smæld, da Lukasz Cieslewicz træder ind af døren. Lyden fra lyscensoren giver genlyd ned ad gangene, og en mand træder ud af et kontor.

"Nå, det er dig Lukasz! Ja ja, der er åbent ovenpå."Det er direktør Mogens Krogh, der hilser pænt på sin polske stjerne. Selv er Lukasz Cieslewicz ikke meget for den status."Jeg er ikke en stjerne i klubben. Vi er et fællesskab af gode spillere. Men jo, jeg er nok en af de vigtige spillere på holdet," siger Lukasz Cieslewicz, der på banen løber rundt med nummer 10 på ryggen.Han viser indenfor i kantinen, der også fungerer som mødelokale efter kampe, hvor alle spillerne uanset resultatet skal samles og tale om tingene."Det er en rigtig god klub med et stort potentiale, og her er mange unge spillere. Jeg er glad for at være her, fordi der er en god atmosfære, og klubben gør alt for at hjælpe spillerne. Jeg tror, det er et af de yngste hold i hele Danmark. Og alligevel er jeg en af de ældste," griner den 21-årige offensivspiller."Selvfølgelig har vi også nogle ældre spillere på holdet, men alle er tæt på hinanden. Alle taler sammen, og atmosfæren er, som den skal være. Vi er som en stor familie. Ingen er højere end andre. Vi bliver alle behandlet på samme måde både af klubben og hinanden."Lukasz Cieslewicz har været i Hvidovre et års tid, og føler sig hjemme i klubben. En følelse, der ikke er fremmed for den unge polak. Tidligere spillede han nemlig i Brøndby, og det er en klub, som han også har et meget nært forhold til."Det er en klub, som er i mit hjerte, for det er dér, jeg har spillet i det meste af mit fodboldliv. Nogle gange savner jeg klubben meget, men der var altså ikke plads til mig, så jeg var nødt til at finde noget andet."Lukasz kom til Brøndby som 16-årig, og som angriber for 2. divisionsholdet scorede han masser af mål. Præstationer, der gjorde ham vellidt af fansene, der da også protesterede, da han aldrig rigtig fik chancen for førsteholdet."Jeg er ikke bitter på Brøndby. Slet ikke. Jeg er bare ked af, at de aldrig gav mig en ærlig chance for at vise mit værd. Havde jeg fået chancen og gjort det dårligt, så havde det været helt fair."

Fodbold som flugt

Lukasz Cieslewicz har naturligvis ikke altid spillet i Danmark. Faktisk kom han først til landet som 16-årig, da de dengang gældende regler tillod Brøndby at hente ham.

"Jeg er født lige udenfor en stor by i Polen, der hedder Poznan. Det var en god barndom, selv om jeg ikke husker så meget. Jeg kan faktisk huske mere fra Danmark end fra Polen. Men det var en god tid, og jeg var også glad for at flytte væk og prøve noget nyt.""Det var ikke en lille landsby. Du kan nok sammenligne det med Roskilde i forhold til København. Polen er et stort land, så det var nok en by med 80-85.000 indbyggere," fortæller Cieslewicz, der som barn flyttede meget på grund af sin far, Robert, der også var fodboldspiller. Han ser Danmark som en hel anden verden end Polen."Alt her i landet er anderledes. I Polen taler folk ikke så godt engelsk, så det er svært for udlændinge at kommunikere. Det er nok også derfor, at folk i Polen ikke ser så venlige ud, som de egentlig er. For de kan ikke kommunikere. I Danmark taler alle sammen," siger Cieslewicz."Jeg synes, at folk her i Danmark er meget venligere. Især hvis du er fra udlandet. Her vil alle gerne hjælpe. Sådan tror jeg ikke, det er i Polen. Det er ikke kun klubberne, der har været hjælpsomme, også folk omkring mig."Det er ikke kun menneskeligt, at Polen adskiller sig markant fra Danmark. Økonomisk er levestandarden også helt anderledes i det store land med knap 40 millioner indbyggere."Jeg skal ikke brokke mig. Min far spillede også fodbold, så vi manglede ikke noget. I Polen tjener folk ikke særligt meget, så de har ikke råd til så meget. Der får børn ikke så meget som i Danmark. Sådan er det bare. Det er ikke op til folket. Det har med politik at gøre, og den er meget anderledes i Polen," siger Lukasz Cieslewicz med en alvorlig mine. Sport har også en helt anden status i Polen."I Polen bruger mange mennesker deres fritid på sport. Fodbold er en af de største sportsgrene, men også speedway er enormt. Håndbold er på vej frem, mens volleyball er også stort. Der er altid fuldt hus til kampene. Man går ikke i teatret, det er bare sport. Mange bruger sport til at få tankerne væk fra den hårde hverdag.""Mine venner dengang var fra et lidt andet socialt niveau. Mine forældre kendte selvfølgelig en masse andre fodboldspillere, som også havde børn, så vi var på et ligeligt niveau. Det var de andre ikke. Men for mig er det ikke vigtigt, hvor man kommer fra. Det er personen, der tæller. Så det var ikke et problem."

De færøske eventyr

Det var ikke af økonomiske grunde, at Lukasz Cieslewicz fulgte i faderens fodspor og satsede på fodbolden. Han kunne simpelthen bare ikke lade være.

"Jeg var ikke nødt til at spille fodbold for at overleve, som mange andre er. Jeg er født med en bold i fødderne, og mine forældre har fortalt mig, hvordan jeg spillede bold allerede som et-to-årig. Jeg laver noget, jeg elsker, og jeg kan leve af det. Det er perfekt," siger Cieslewicz og understreger, at sådan er det langt fra for alle."Der er også nogen, der spiller fodbold for at få en god levevej. Fodbold i Polen er rigtig godt betalt. Måske endda bedre end i Danmark. Når man ikke tjener særligt meget på andre job, så er fodbold et godt alternativ."Men fodbold er ikke bare et job og en levevej. For Lukasz Cieslewicz og hans familie har den også været en måde til at få en masse nye og spændende oplevelser."Vi flyttede til Færøerne, da min far skulle spille for en klub deroppe. Han var begyndt at blive lidt ældre, så niveauet var lavere. Det var mest for at opleve noget nyt, for han havde spillet i Polen hele sit liv. Efter et par år deroppe blev han træner," fortæller Cieslewicz, der som 11-årig flyttede med."Det var spændende at flytte derop. Vi var vant til at flytte meget, for min far spillede for mange forskellige klubber i Polen. Det var helt anderledes på Færøerne. Alt var anderledes, og det var så lille et sted.""Jeg spillede også en smule der. Det var ikke så godt et niveau. Men udover det elskede jeg stedet," griner Lukasz Cieslewicz.Fæøerne adskiller sig selv sagt fra Polen på mange måder. Ikke mindst når det kommer til religion. I Polen er størstedelen af befolkningen katolikker. På Færøerne er de protestanter med forgreninger i flere kirkelige retninger som Brødremenigheden, Adventisterne og Pinsemissionen. Det er dog ikke noget, der har påvirket Lukasz Cieslewicz."Jeg ved ikke, om de er protestanter deroppe, men religion betyder ikke så meget for mig. Jeg gør, hvad jeg føler for. Der er selvfølgelig mange katolikker i Polen, som er meget religiøse. Jeg er også katolik, men ikke udøvende. I min familie tager vi let på det. I mange polske familier lærer man som barn at være en god katolik, så jeg var glad for, at det ikke var sådan i min familie," siger han og smiler let.

Brormand Absalonsen

Opholdet på Færøerne blev dog afbrudt, da Lukasz Cieslewiczs ambitiøse fodboldhjerte begyndte at banke hårdere og hårdere.

"Da jeg var 12 flyttede jeg hjem til mine bedsteforældre i Polen i et år. Jeg var kommet i den alder, hvor fodbold var vigtigt for mig, så niveauet var ikke godt nok på Færøerne. Jeg ville spille et sted, hvor jeg kunne udvikle mig. Men efter et år i Polen savnede jeg min familie for meget. Mine forældre og min lillebror Adrian. Så jeg flyttede tilbage til Færøerne og boede der i to år," siger Lukasz Cieslewicz og fortæller, at den tre år yngre lillebror Adrian også spiller fodbold. I dag i engelske Wrexham.Derefter rejste Lukasz Cieslewicz som bekendt til Danmark, hvor en karriere i Brøndby fristede så meget, at familien trods alt godt kunne undværes. Dog ikke for enhver pris. I Brøndby blev han nemlig indlogeret hos en af klubbens ungdomstrænere, John Ranum, der tog sig af Lukasz Cieslewicz som sin egen."Det var rigtig hårdt i starten. Det var et helt nyt land, og jeg kendte ikke en sjæl. Men folk behandlede mig godt og var meget åbne. Så det var ikke noget problem, og det tog kun et par måneder, før jeg faldt til.""Jeg boede hos en familie. Hos John Ranum, der er træner i Brøndby. Jeg boede der i fire år [tankestreg] al den tid jeg var i Brøndby. Jeg tror, det var godt for mig, at bo hos nogen, der kunne tage sig af mig, for jeg var meget ung. Jeg tror, jeg ville have savnet min familie mere, hvis jeg havde været alene," siger Lukasz Cieslewicz med en dyb respekt og fortæller, at han stadig spiser med hos familien, så ofte han har lyst."Jeg skylder den familie så meget. John og hans kone var og er mine forældre i Danmark. Faktisk boede OB's Johan Absalonsen også hos dem på et tidspunkt. Han er lidt ældre end mig, så han var som en storebror."For Lukasz Cieslewicz betyder familie enormt meget, og i hans fremtidige karriere vil han da også altid tage de hensyn, familien kræver."Jeg kunne da godt overveje at spille i Polen, men lige nu er jeg glad, hvor jeg er. Mine ambitioner er selvfølgelig højere end 1. division, men jeg tager tingene, som de kommer. Hvis jeg fik tilbudt en kontrakt dernede, ville jeg naturligvis overveje det. Især fordi min familie bor dernede. Familien betyder enormt meget for mig."