Fodboldens skilsmisser er unødigt brutale

»Kampene er fest og eksamen, og det kan jeg godt lide, men det vigtigste er og bliver træningen. At man får trænet de rigtige ting, at man får flyttet og forbedret truppen og den enkelte spillere, processen er dejlig. Det er også vigtigt, at der trænes med humør, gejst og intensitet, og at man kan motivere sine spillere, men i virkeligheden udgør det en mindre del af helheden. Træningen er altafgørende vigtig«, understreger vendelboen, der aldrig har gjort meget for at sløre sin
lidt langsomme Brønderslev-dialekt.

I mange år var han nærmest synonym med Viborg, hvor det blev til i alt syv sæsoner som træner, og dengang havde Ove og fruen også deres hjem i domkirkebyen, men nu har parret boet i det hyggelige gamle Aalborg-hus i en del år. Tæt på hjemegnen, men også nær ved lufthavn og den store verden. Men Ove Christensen keder sig ikke, for han er god til at dyrke det store netværk, som fodbolden har givet ham, tager ud og holder foredrag osv.

»Der har været en del tilfældigheder i min træner-karriere, og den første og største er den, at jeg overhovedet blev fodboldtræner. I mange år spillede jeg bordtennis og var landstræner, men det blev også til lidt fodbold. Jeg trænede så serie tre-holdet i Vrå-Børglum, og Jens Hedemark, kendt DBU-instruktør, fik øje på mig, mens jeg var i Brønderslev, og mente jeg havde talent. Der startede det, og på divisionsplan begyndte det med Nørresundby, som dengang bed AaB i haserne. Vi havde spillere som Henrik Rasmussen og Jan Pedersen, der senere blev  danmarksmestre på den anden side af fjorden, der var Bo Elvar Jørgensen, Peter Enevoldsen og Ole Kristensen, far til Patrick Kristensen i AaB, og et år var vi nr. fire i den næstbedste række, hed den ikke kvalifikationsligaen?«, kommer det fra Ove Christensen.