Generelle

Stand-in for Cruyff

”I er bare numre,” sagde træner Rinus Michels om spillerne i Ajax, og så var Tom Søndergaard fortabt. Den første dansker i Amsterdam-klubben var individualist og amatør. Han holdt kun én, men meget bevæget, sæson i totalfodboldens værksted. Vi skruer tiden tilbage til 1969.

Ajax havde et problem op til UEFA Cup-kampen i Napoli. Eller rettere træner Rinus Michels havde to store problemer. Piet Keizer var skadet, og Johan Cruyff måtte sidde udenfor med karantæne. Uden de to stjerner kunne det blive svært at opnå et fornuftigt resultat med henblik på returkampen i Amsterdam.

Når operationen alligevel lykkedes, skyldtes det ikke mindst en dansk spiller ved navn Tom Søndergaard, erstatningen for den uundværlige Johan Cruyff. Opgaven gik på at spille skygge-centerforward og holde på bolden. Lidt tilbagetrukket som playmaker foran en udvidet defensiv.

Det krævede teknik, det krævede overblik, og det krævede en fuldvoksen fodboldspiller, men det var danskeren også. 25 år og i gang med sin anden sæson som udlands-prof. Efter et år i Rapid Wien var han landet i Ajax Amsterdam, der overalt i Europa blev betragtet som en kommende storklub.

Vi er 40 år tilbage i tiden, og Tom Søndergaard er den første dansker i Ajax Amsterdam, på et tidspunkt da klubben har slået de første slag med vingerne, men endnu ikke kan betegnes som en fuldt udklækket svane.

I 1969 har Ajax for første gang for alvor stukket snuden frem og spillet sig til den europæiske mesterholdsfinale mod Milan, der dog vinder 4-1. Træner Rinus Michels er stærkt utilfreds med sit hold og bruger sommeren til at foretage anden og sidste del af sin operation total voetbal. Ud ryger en række spillere, der efter hans mening enten er udtjente eller ikke har det nødvendige udviklings-potentiale. Som ikke er hårde nok. Totalfodbold kræver hele tiden total ommøblering på banen, stort løbepensum og tilsvarende fodboldbegavelse. Med andre ord omstillingsparathed, før udtrykket nåede halvfemserne. Blandt de nye er Tom Søndergaard. Han er ikke hård, men han er teknisk dygtig.

”Ajax næsten sikker på kvartfinale,” skrev De Telegraaf efter slaget i Napoli. Ajax tabte kampen 1-0, men det var den generelle opfattelse, at det ikke var et problem samlet at gå videre. Og det blev det heller ikke.

En af forklaringerne var Søndergaards tilstedeværelse. Han formåede at holde bolden væk fra italienerne og at skrue op og ned for tempoet, skriver De Goeie Ouwe Tijd, som er nostalgi-delen af Ajax’ hjemmeside. Når nu venstrewingen Keizer og altmulig-forwarden Cruyff ikke kunne være med.

Hamrin-Hamrin og backer, der ligner winger
I Æresdivisionen er der i slutningen af 1969 nogenlunde ro på bagsmækken, idet Ajax indtager førstepladsen i den hollandske liga med tre point ned til Feyenoord, og anfører Keizer er rejst i forvejen for om søndagen at se Napoli spille 2-2 mod Roma.
”Et hold med en stærk målmand i Dino Zoff, men sårbar når ikke de fører spillet,” lyder hans vurdering. Samt en opfordring til Michels om at skifte formation fra 4-2-4 til 4-4-2.

7. december 1969 på San Paolo Stadion i Napoli sidder Johan Cruyff på tribunen og kæderyger som sædvanlig, mens hans høgeblik fanger to af de nye nede på grønsværen, hvor de er udset til nøgleroller. Gerrie Mühren på Keizers venstrefløj, og Søndergaard som stand-in for Cruyff.