Generelle

Real Madrid er klar til en stærk mand

Kong Midas, Den Hvide Haj eller bare Florentino Perez. Manden bag Galacticos-æraen er storfavorit til at gøre comeback som Real Madrid-præsident, for kongeklubben er i knæ og leder efter sin tabte storhed.

14-M: Han præsenterer sig!

Rubrikken stod at læse med store lilla typer hen over forsiden af Marca forleden og henviste til en nyhed, som ville have været på størrelse med Jesus’ genkomst, hvis den da ikke allerede havde været en offentlig hemmelighed siden årsskiftet.

Florentino Perez har nu på torsdag, 14. maj, i sinde at annoncere sit kandidatur til det præsidentvalg i Real Madrid, som skal afholdes præcis en måned senere, 14. juni. Gisningerne om Perez’ comeback startede næsten dagen efter, at Ramon Calderón blev tvunget til at forlade præsident-embedet i januar efter Marcas afsløring af hans stemmefusk ved den årlige generalforsamling i december.

Marca er Spaniens største sportsavis og kendt som Real Madrids uofficielle talerør. Avisen er usædvanlig velinformeret om alt, der foregår på de bonede gulve på Santiago Bernabéu, og trods den nytiltrådte bladdirektør, Eduardo Indas, forsikring om total uafhængighed, ligner det en dagsorden, at Marca satte alt ind på at afsløre den inkompetente Calderón med bukserne nede, (en journalistisk præstation Inda med rette solede sig i på et møde i presseforeningen Nueva Comunicación) mens forgænger Florentino Perez’ fortidige manøvrer med salg af klubbens sportsanlæg til overpris til kommunen, og tvivlsomme forhåndskontrakter med stjernespillere, aldrig blev gransket nøjere.

Eduardo Inda bekendte da også kulør, da han ved samme lejlighed blev spurgt om sin mening om, hvem der ville være den bedst egnede som ny Real Madrid-præsident.

”Florentino Perez er den eneste, som er i stand til at trække Real Madrid op ad mudderpølen og give klubben sin tabte prestige tilbage,” lød Indas anbefaling.

Klangen af længsel efter en stærk mand har sjældent lydt højere og klarere i Real Madrid-universet, lige fra den ydmyge sæsonkortholder oppe på billigste øverste række på Bernabeú til dybt ind i spillertruppen, til de magtfulde mænd i klubbens inderkreds.

For Real Madrid er billedet på den groggy bokser, som lige er blevet offer for et brutalt knock-out. Senest demonstreret i et ydmygende 2-6-nederlag på eget græs til FC Barcelona, hvorefter El Mundo beskrev Santiago Bernabéu som Ground Zero.
Så var der den apatiske forestilling i Valencia, som endte med et klart 3-0-nederlag. For slet ikke at tale om den fjerde exit i træk fra Champions Leagues ottendedelsfinale, hvor Liverpool var flere klasser over en klub, som ellers er rekordindehaver af antal triumfer i den fineste europæiske klubturnering.